Travelmarket Interactive
17-01-2012
Arbejdet med at styrke dansk luftfart skal ikke udvikle sig til en krig mellem provinslufthavnene på den ene side og SAS og Københavns Lufthavn på den anden side. Det handler om, at se på hvordan vi sammen kan matche det, der sker uden for landets grænser, siger formanden for regeringens luftfartsudvalg, Henning Christophersen.
”Vi skal meget nødig ende med, at det bliver en diskussion mellem provinslufthavnene og Kastrup,” lød de formanende ord fra Henning Christophersen som afslutning på luftfartsudvalgets midtvejskonference i København mandag eftermiddag. 

Udvalget blev nedsat sidste år af den daværende borgerlige regering og arbejder blandt andet med forslag til hvordan dansk luftfarts konkurrenceevne kan styrkes og hvad der skal til for at tiltrække flere passagerer og nye flyselskaber til de danske lufthavne. I det arbejde er det vigtigere i fællesskab at kigge ud over landets grænser og se hvad Danmark kan lære af eksempelvis Holland og Amsterdams Schiphol-lufthavn, end at mele sin egen kage. 

Opsangen fra udvalgsformanden kom efter en eftermiddag, hvor en række jyske lufthavnschefer luftede deres frustrationer over Visit Denmark og SAS. 

Visit Denmarks direktør, Flemming Bruhn, fortalte på konferencen udførligt om turistorganisationens tætte samarbejde med SAS og udenlandske flyselskaber om at tiltrække turister til København. Det fik blandt andet Aalborg Lufthavns direktør, Søren Svendsen, op af stolen med spørgsmål om, hvad det præcis er Visit Denmark gør for det øvrige Danmark. 

”Vi gør også noget for Jylland. Det er bare pakket ind på en anden måde,” forklarede Flemming Bruhn. 

SAS vender ikke tilbage til Jylland

SAS’ entydige fokus på København som hub fik også et par knubbede ord med på vejen. 

”Det er derfor alle jyske lufthavne har udviklet en international strategi,” forklarede direktør i Sønderborg Lufthavn, Anders Sørensen. Han så hellere, at man samarbejdede om at udbygge den danske indenrigstrafik med timedrift og derigennem skaffe større tilgængelighed til Sønderborg og de andre jyske lufthavne, som i dag enten har eller drømmer om at få direkte ruter til udenlandske hubs som Amsterdam og Paris. 

Den store trafik uden om Kastrup får dog ikke SAS til at overveje at vende tilbage til Billund. 

”Kombinationen af Cimber Air og Ryanair gør det ikke attraktivt at oprette ruter derovre,” sagde Morten Malmros, og pegede på at SAS-ruter fra Billund skulle basere sig på lokaltrafik og ingen transfertrafik. 

Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn opfordrede SAS til at rette blikket nordpå når det gælder jyske udenrigsruter. 

”En rute fra Aalborg til Stockholm ville ligge lige til højrebenet for SAS,” påpegede lufthavnschefen. 

"Kontrollen med København Lufthavn bør købes tilbage"

Københavns Lufthavne blev af flyselskaber såvel som provinslufthavnene beskyldt for at tænke mere på kortsigtet profit end langsigtet bæredygtighed. 

”Flyselskaberne leverer kunderne og betaler oven i købet afgift for det,” sagde Morten Malmros fra Route Management i SAS. Han blev bakket op af administrerende direktør Magni Arge fra Atlantic Airways: 

”Lufthavnens rentabilitet er blevet et højere mål end servicering af samfundet”. 

Bjarne Hansen, bestyrelsesformand i Billund Lufthavn, erklærede lige ud, at staten burde købe kontrollen med Københavns Lufthavne tilbage. 

Kritikken fik kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen fra Københavns Lufthavne A/S til at opfordre flyselskaberne til lige at trække vejret en gang. 

”De skal huske at se på omkostningsstrukturen. Udgifterne i lufthavnene udgør ofte kun 3-5 % af flyselskabernes samlede omkostninger,” understregede Henrik Peter Jørgensen. 

Det 20-mand store luftfartsudvalg arbejder nu videre og forventes at aflevere en rapport senere i år. 



KOMMENTER ARTIKLEN
Du har mulighed for at kommentere artiklen via Facebook-login, Yahoo eller Hotmail. Når du skriver dit indlæg, accepterer du samtidig de gældende debatregler hos CHECK-IN.dk.

Søg billige rejser
Fly
Temarejser
Preferred
CHECK-IN Web-TV