Piloter i cockpit. (Arkivfoto: 123rRF_kasto)

Ugen i luftfartsbranchen

Dansk Pilotforening og FPU er aktive trods sommerferien, og hos Emirates vil man købe nye langdistancefly, der enten bliver A350 eller Boeing 787 Dreamliner.

Uge 31, som vi er på vej ud af, markerer samtidig, at vi har taget hul på den sidste af de tre sommermåneder, hvilket ugens begivenheder også har båret præg af.

Ved et månedskiftet er de jyske lufthavne traditionelt hurtige til at få passagertallene offentliggjort, og det kan man godt forstå i forhold til Billund Lufthavn, der i juli kunne præsentere en rekordmåned med 425.000 passagerer og en vækst på 5,1 procent. I Aarhus Lufthavn var juli årets første måned med egentlig fremgang, mens Aalborg Lufthavn havde den svageste juli siden 2014, selvom den nordjyske lufthavn satte udenrigsrekord.

Længere nordpå i Nordatlanten kunne man også glæde sig over trafiktallene. I Vágar Lufthavn på Færøerne voksede passagertallet med over 20 procent til næsten 52.000 rejsende gennem lufthavnen, hvilket er flere end der er indbyggere på de 18 øer. Så umiddelbart har den øgede konkurrence mellem Atlantic Airways og SAS været med til at stimulere væksten.

Aktive fagforeninger
I London fik den britiske pilotorganisation BALPA i sidste uge besøg af repræsentanter fra de skandinaviske pilotforeninger, der er bekymrede over, hvorvidt de kommende piloter i Scandinavian Airlines Ireland vil blive organiseret. Parterne vil følge sagen til dørs, og formanden for Dansk Pilotforening gav ved samme lejlighed udtryk for sin frustration over, at man oplever, at SAS ser de skandinaviske piloter som et problem mere end en løsning.

Hos Flyvebranchens Personale Union (FPU), der organiserer et stort antal danske piloter og kabinepersonale, har man i ugens løb forhandlet med bemandingsselskabet PAS Aviation, der på vegne af lettisk-polske Regional Jet (Nordica Regional) fra 15. august sender de to første ATR72-fly på vingerne på vegne af SAS. Overenskomsten er endnu ikke på plads, og mens forhandlingerne står på, er FPU i gang med at forberede et besøg i Baltikum i løbet af september, hvor man vil hjælpe piloter og kabinepersonale i de baltiske lande med at blive organiseret i fagforeninger.

Nordica har i øvrigt overtaget to af de 11 Bombardier CRJ900-fly, som Cimber operererede på vegne af SAS, da CityJet efter overtagelsen af Cimber primært ønsker at benytte nye fly.

Nye ruter, nye fly og amerikanske præsidentkandidater
På den internationale scene har kriseramte airberlin besluttet at åbne to nye langdistanceruter fra Düsseldorf til USA næste år, selvom selskabet befinder sig i en dyb krise.

Det gør Emirates til gengæld ikke, og Dubai-selskabet vil inden året udgang offentliggøre en ordre på nye langdistancefly, der skal supplere flåden af A380 og Boeing 777. Både Airbus A350 og Boeing 787 Dreamliner er inde billedet, selvom Emirates i sommeren 2014 afbestilte 70 A350, der var blevet afgivet ordre på tilbage i 2007. Det er i øvrigt ni år siden, at de første A380´ere kom i flåden, og Emirates er dominerende på ruter med megajumboen.

Hos Ryanair skal man også have nye fly. Det irske lavprisflyselskab har allerede bestilt 110 Boeing 737 MAX 8, og nu meddeler Ryanair, at de nye fly vil blive indrettet med 197 sæder, da man sløjfer et galley og indsætter de særlige slimline-sæder fra Zodiac.

Endelig kom de to præsidentkandidater fra den amerikanske valgkamp fra sidste efterår i fokus. Præsident Donald Trump vil gennem US Air Force overtage to Boeing 747-8, der oprindeligt blev produceret til det russiske flyselskab Transaero, der gik konkurs i slutningen af 2015. Dermed sparer de amerikanske skatteydere penge, når de to Air Force One-fly skal udskiftes.

Hillary Clinton tabte som bekendt valget sidste efterår, og hendes kampagnefly – en Boeing 737-800 opereret af Xtra Airways – er nu blevet wetleaset af Norwegian i august måned som følge af kapacitetsproblemer. Selvsamme Hillary Cinton forsøgte under det demokratiske partis primærvalgkamp at få daværende præsident Barack Obama til at afvise ansøgningen fra irske Norwegian Air International om tilladelse til beflyvning af USA.

God weekend!

x

Læs Også

Ugen i luftfartsbranchen

Primera Air skal flyve til USA fra tre europæiske baser, mens Norwegian fik leveret to nye MAX-fly på samme dag. Air France vil tiltrække de unge med JOON som nyt brand.

Uge præget af nye ruter

Nye ruter, nedsættende bemærkninger og drøje hug prægede uge 28 i luftfarten.

Ugen i luftfartsbranchen

Regeringen præsenterede en ny luftfartsstrategi, hvilket har øget presset på Københavns Lufthavn, og udenfor Danmark slap flere mellemøstlige lufthavne af med elektronikforbuddet.

Ugen i luftfartsbranchen

Skolebørnene checkede ud og tog på sommerferie. Men luftfartsbranchen holder aldrig fri og den forgangne uge bød på et væld af små og store nyheder.

Ugen i luftfartsbranchen

SAS vil fordoble sit spareprogram, og Qatar Airways vil købe sig ind i verdens største flyselskab. Imens ryddede Boeing 737 MAX10 bordet ved Paris Air Show.

Ugen i luftfartsbranchen

SAS kunne bekræfte rutetilpasninger og vinterlukninger, easyJet tog imod første A320neo, mens Lufthansa besluttede at flytte fem af 14 A380-fly fra Frankfurt til München.