Airbus A321-200 fra SAS.

Usikkerhed om SAS-beflyvning af Tel Aviv

SAS vil først i dag beslutte, hvorvidt aftenafgangen fra København til Tel Aviv skal gennemføres. Indtil videre er omkring 30 SAS-kunder indkvarteret på hotel i Tel Aviv.

Den ustabile sikkerhedssituation i Israel tvang tirsdag aften SAS til at foretage to aflysninger på selskabets flyvninger til Tel Aviv. Dermed fulgte SAS trop med en lang række flyselskaber, der også valgte at sætte operationerne til den israelske storby på pause.

Den forværrede situation opstod, da en raket tirsdag eftermiddag slog ned tæt ved den Internationale Ben Gurion-lufthavn. Delta Air Lines var det første selskab til at beslutte at aflyse, og det blev sidenhen fulgt op af et forbud fra de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA om at lade amerikanske flyselskaber beflyve Israel.

SAS har i løbet af onsdagen vurderet sikkerhedssituationen, men selskabet har endnu ikke taget beslutning om, hvorvidt afgangen fra København til Tel Aviv i aften kl. 22.50 vil blive gennemført.

“Vi venter med at beslutte, hvorvidt vi gennemfører aftenens afgang. Vi vil gerne se nogle myndighedsreaktioner først,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS.

Kun 30 strandede passagerer
Aflysningen af to rundture mellem Skandinavien og Tel Aviv har tilsyneladende ikke givet SAS de helt store udfordringer.

“Vi kan ikke helt vurdere præcist hvor mange der ikke kan komme hjem, da der faktisk ikke er særligt mange, som har efterspurgt hotel. Tidligere i dag (onsdag, red.) var der færre end 40 ud af to fuldbookede flyafgange, der var på hotel, og i løbet af dagen har vi fået ombooket lidt mere end en håndfuld passagerer, der oprindeligt havde hotel,“ forklarer pressechefen.

SAS oplyser, at passagerer med bookinger til Tel Aviv kan få billetten refunderet. Derimod kan SAS ikke tilbyde ombooking til andre flyselskaber efter den 24. juli, da man ikke har sikkerhed for, at disse vil kunne gennemføre deres operationer.

Hos Lufthansa-gruppen besluttede man onsdag eftermiddag at aflyse flyvningerne til Tel Aviv i yderligere 24 timer. Det drejer sig om flyafgange fra selskaberne Lufthansa, Swiss, Austrian Airlines, Germanwings og Brussels Airlines.

I sommerperioden har Lufthansa-gruppen alene 20 flyafgange om dagen til Tel Aviv fra Frankfurt, Köln, München, Zürich, Wien og Bruxelles.