Venter 65 procent vækst på Paris-rute

Når Air France fra næste år øger fra en til to daglige afgange mellem Billund og Paris, forventer Billund Lufthavn en vækst på mindst 65 procent på ruten, der kan nå op på 90.000 passagerer om året.

Igennem to år fra slutningen af marts 2011 frem til udgangen af marts 2013 var Billund Lufthavn begunstiget af 19 ugentlige afgange med 50-sæders fly til Paris-Charles de Gaulle.

Trods stor succes og en tårnhøj belægningsprocent blev de mange afgange skåret ned til én daglig afgang mellem Billund og den franske hovedstadslufthavn. Godt nok gik man fra 50 til 100 sæders fly, men én daglig afgang satte sine spor i passagertallet.

Det rekordhøje niveau fra 2012 med 82.453 passagerer på ruten blev afløst af 63.664 passager i 2013, hvilket var en nedgang på 22,8 procent.

Fra den 29. marts næste år, er Air France klar til at genoptage satsningen på Paris fra Billund. Her indsættes der en ekstra afgang, således at det er muligt at flyve to gange dagligt mellem Paris og Billund.

Der flyver stadig fra Paris kl. 20.45 med ankomst i Billund kl. 22.25, hvorefter fly og besætning natstopper, inden der flyves retur til Paris kl. 07.30 med ankomst kl. 09.25. Den nye afgang indsættes kl. 13.00 fra Paris med ankomst i Billund kl. 14.35. Returflyvningen forventes at finde sted kl. 15.10 fra Billund, og den forventede ankomst i Paris er en time og 40 minutter senere.

“Disse afgangstidspunkter er ikke fuldt bekræftede, da vi stadig mangler at få godkendt slots (start- og ankomsttidspunkter, red.) i Charles de Gaulle Lufthavn. Vi har tilrettelagt fartplanen efter det danske marked, således at det vil være muligt at nå en række langdistanceflyvninger til primært Nord- og Sydamerika samt Afrika,“ fortæller landechef Guillaume Glass til CHECK-IN.dk.

Fra 100 til 76 sæder per afgang
I Billund Lufthavn er der naturligvis begejstring over, at Air France atter er klar til at skrue op for ruten.

Vi kommer op på et niveau, der er i nærheden af 2012-niveauet. Ruten kan sagtens bære mere, men vi er glade for, at Air France har valgt at opgradere frekvenserne på ruten. På trods af fortsatte spareplaner vælger man fortsat at investere i ruten, hvilket vi finder positivt,“ siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn.

Air France vil fra sommertrafikprogrammets start i 2015 betjene ruten med to fly af typen Embraer 175 opereret af datterselskabet HOP! Regional. Disse fly har 76 sæder inddelt i Premium Economy samt Economy. I dag flyves der med Embraer 190-fly med plads til 100 passagerer.

Med en forventet belægning på over 80 procent, kalkuleres der med over 85.000 passagerer om året, fra næste forår.

“Vi forventer at fastholde den høje belægningsprocent, der i øjeblikket er på mere end 80 procent,“ understreger Guillaume Glass.