Ventetid på ny kabineindretning til SAS-fly

Der vil gå mindst halvandet år, før SAS vil være i stand til at opgradere kabinerne på de nuværende langdistancefly.

(OSLO) Der er mere end fem og et halvt år til SAS kan introducere de nye Airbus A350 XWB langdistancefly. I mellemtiden har flyselskabet besluttet sig for at opgradere kabinerne i op til syv af de nuværende 11 langdistancefly.

Selvom koncernchef Rickard Gustafson på gårsdagens pressemøde forklarede, at kabineopgraderingen vil ske hurtigst muligt, så bliver der alligevel tale om en ventetid af en vis længde.

“Der er lang ventetid på de komponenter, der skal sikre kabineopgraderingen. Vi forventer derfor, at alle syv fly vil blive opgraderet i løbet af 2015,“ siger koncerndriftsdirektør Flemming Jensen til CHECK-IN.dk.

Der vil formentlig være tale om fire A330-fly og tre A340-fly, der vil blive opgraderet. Leasingkontrakterne på A340-flyene løber ud indenfor de kommende år, men tre A340-fly vil blive i SAS-flåden frem til omkring 2020. Det betyder også, at SAS fra 2018 vil have en langdistanceflåde, hvori indgår såvel A330, A340 og A350.

Forbedret passageroplevelse
Opgraderingen betyder helt nye sæder i hele kabinen, hvilket vil sige alle tre serviceklasser. På Business Class vil der blive installeret fuldt horisontale sæder i stedet for de nuværende sæder, der blot kan foldes ud til en vinkel på 170 grader.

En del af opraderingen vil også være et nyt video-on-demand underholdningssystem, ligesom der vil være andre detaljer i kabineopgraderingen, som SAS endnu ikke kan oplyse i detaljer.

I 2015 vil hovedkonkurrenten Norwegian have otte nye Boeing 787-8 Dreamliners i drift med en suveræn passagerkomfort. Med den nye beslutning mener SAS, at man fuldt ud kan matche det norske lavprisflyselskabs produkt på langruterne.

“Med en hel ny kabine på de eksisterende fly og nye A330-fly undervejs, vil vores passagerer opleve et produkt, der er helt på højde med Norwegians,“ mener Flemming Jensen.

Foto: Modelfoto fra Airbus med eksempel på indretning af et neutralt A350-900 XWB fly.