Stratolaunch Roc fra Vulcan Aerospace (Foto: Stratolaunch Systems)

Verdens største fly så dagens lys

Stratolaunch, der har et vingespænd på næsten 100 meter og udstyret med seks motorer blev for få dage siden præsenteret i Californiens Mojave-ørken.

Microsoft-milliardæren Paul G. Allen besluttede i 2011 at etablere Stratolaunch-projektet med det formål at skabe en større tilgængelighed til rummet. Bag væggene i en kæmpemæssig hangar i Mojave-ørkenen i Californien har projektfolkene længe gået og bygget på en prototype af et fly, der vil blive verdens største, hvis det kommer i luften.

Flyet hedder Stratolauncher og har fået øgenavnet Roc fra mytologiens verden, hvor en kæmpefugl kunne tage en elefant i kløerne og løfte den gennem luften. Der er da også tale om en kæmpefugl med et vingespænd på 97,5 meter, hvilket er pænt mere end et Airbus A380-fly, hvor der er omkring 80 meter fra vingespids til vingespids.

Flyet, der vejer omkring 250 tons, har et dobbeltskrog og er udstyret med seks brugte motorer fra Boeing 747-fly. Der skal i alt 28 hjul til at bære det enorme fly.

“Det kan godt lyde som et tungt fly, men man skal huske på, at det er verdens største fly i forhold til vingespænd, der er på næsten 100 meter,” siger Jean Floyd, administrerende direktør for Stratolaunch Systems i en pressemeddelelse.

I luften i 2019
Det er hensigten, at flyet skal flyves af et pilot-team på tre personer. Der skal være en pilot, andenpilot samt en flytekniker i cockpittet, og det er meningen at det er cockpittet i styrbord side (højre side, red.), der skal benyttes. Det andet cockpit vil være tomt og vil ikke have trykkabine installeret.

Stratolaunch-flyet (Foto: Stratolaunch Systems)

Idéen med Straolaunch er at benytte flyet til at opsende mini-satellitter i atmosfæren. Derfor vil flyet have plads til 125 tons brændstof og en raketlast på op til 275 tons, hvilket vil betyde en startvægt på 650 tons – det samme som en fuldt lastet Airbus A380. Til gengæld vil det kræve en banelængde på minimum 3.700 meter at få flyet i luften.

Når Stratolaunch befinder sig i en flyvehøjde på 35.000 fod (10.670 meter, red.) er det planen, at der via et raketstyr placeret mellem flyets to skrog, skal sendes en mini-satellit afsted ud i rummet.

I de kommede uger og måneder skal flyet testes på landjorden, og når der er gennemført de nødvendige taxi- og motortests, vil man være klar til at sende flyet på sin første tur op i luften.

“Stratolaunch vil gennemføre den første demonstrationsflyvning allerede i 2019,” siger Jean Floyd.

 

Relaterede artikler:

Cirkulær landingsbane kan blive fremtiden

To testflyvninger med supersoniske fly i 2017