Vil have Trump på banen mod Norwegian

Den amerikanske pilotforening ALPA vil have USA’s kommende præsident til at fratage Norwegian den tilladelse til USA-flyvninger, som selskabet fik for fem dage siden.

Hvis det står til den amerikanske pilotfagforening ALPA, så er det sidste ikke sagt i sagen om USA’s tildeling af en ”foreign carrier permit” til Norwegians irske datterselskab.

Præcis tre år efter at Norwegian Air International havde indsendt sin ansøgning fik selskabet fredag i sidste uge en permanent tilladelse til at kunne flyve til og fra USA med irsk-indregistrerede fly med stewardesser og piloter ansat på en base i Bangkok i Thailand. Noget som ALPA på det kraftigste har lobbyet imod.

“Vi er ekstremt skuffet over transportministeriets beslutning om at tillade Norwegian Air International at flyve til og fra USA. Denne fejlbehæftede handling er en varig arv fra Obama-administrationen og demonstrerer en ekstreme mangel på støtte til arbejdende mænd og kvinder i dette land,” siger Tim Canoll, formand for ALPA, og fortsætter:

“Denne beslutning er en hån mod fair konkurrence og i sidste ende vil resultere i tab af amerikanske arbejdspladser og potentielt betydelige tab for den amerikanske internationale luftfartsindustri,” fastslår Canoll.

Tilfreds med Trump
Selvom tilladelsen altså er blevet udstedt, så giver ALPA ikke op. ALPA opfordrer således USA’ nyvalgte præsident, Donald Trump, til at tage affære, når Trump og hans administration officielt kommer til magten den 20. januar næste år.

“Vi er tilfredse med Donald J. Trump’s synspunkter om handel, og vi ser frem til at arbejde med den næste administration for at beskytte amerikanske arbejdspladser. ALPA vil træffe passende foranstaltninger til at vælte denne beslutning og blokere NAI’s forretningsmodel i at sprede sig. Mens NAI er den første, er det ikke sandsynligt, at det vil være det sidste forsøg på at lade hånt om amerikansk politik og arbejdstagerrettigheder for at opnå en urimelig konkurrencefordel,” siger Tim Canoll.

Hos Norwegian ser man ganske anderledes på tingene.

“Vi ser desværre, at man fortsætter med obskure udmeldinger, som på ingen måde har hold i virkeligheden. Med flyvetilladelsen til og fra USA for vores EU-selskab kan vi nu fortsætte med at lancere nye, transatlantiske ruter og skabe tusindvis af amerikanske og europæiske arbejdspladser, både i luften og på jorden. Inden for de kommende år, vil vi have brug for mange dygtige folk i cockpittet og kabinen, og i dag er Norwegian det ikke-amerikanske flyselskab med flest amerikanske medarbejdere. Mange flere vil komme på de nye amerikanske baser, som vi vil etablere fremover. Derudover vil vi med etableringen af nye langdistanceruter også bidrage til øget turisme og dermed vækst i lokaløkonomierne, som direkte fører til jobskabelse,” understreger Norwegians danske informationschef Daniel Kirchhoff overfor CHECK-IN.dk.

Underbyde vilkår
Norwegians anøsgning har været et tema i primærvalget i det demokratiske parti i USA forud for præsidentvalget. Både Bernie Sanders og Hillary Clinton har således udtalt sig om Norwegians ansøgning og opfordret Obama-administrationen til ikke at give Norwegian en tilladelse.

”Norwegian Air Internationals forsøg på at underminere internationale arbejdskraftslove ved at outsource billig arbejdskraft fra Thailand og andre lavtlønslande er uacceptabel. Det amerikanske transportministerium bør ikke belønne dette luftfartsselskab med en tilladelse, der vil gøre det muligt at underbyde de løn- og ansættelsesvilkår, som ansatte har i luftfartsselskaberne her i landet,” lød det i en udtalelse fra Bernie Sanders i maj i år.

Få uger senere sagde Hillary Clinton nogenlunde det samme.

 

 

Relaterede artikler:

Permanent USA-tilladelse til Norwegian

Irsk selskab får USA-tilladelse Norwegian ikke kan få

EU rejser sag mod USA i Norwegian-strid

Præsidentkandidat angriber Norwegian

Clinton beder Obama afvise Norwegian

Amerikansk afslag kan koste Norwegian millioner

Irsk transportminister i kamp for Norwegian

Amerikanske rejsebureauer støtter Norwegian