Vueling vil flyve fra CPH til Paris

Spanske Vueling får næste år sin femte CPH-rute, når selskabet næste år begynder at flyve til Paris Charles de Gaulle. Det gør tre andre selskaber i dag.

Konkurrencen på flyvninger mellem København og Paris bliver skærpet yderligere til marts næste år. Her begynder det spanske flyselskab Vueling nemlig at flyve mellem Københavns Lufthavn og Paris’ Charles de Gaulle-lufthavn.

I forvejen flyver Air France, SAS og easyJet mellem de to lufthavne, mens Norwegian flyver mellem København og Paris’ Orly-lufthavn.

Vueling kommer fra 5. maj til at flyve fire gange om ugen med 180-sæders Airbus A320-fly. Det spanske flyselskab har i forvejen fire ruter fra København til Barcelona, Alicante, Malaga og Firenze. De går så godt, at Vueling har appetit på mere.

”De har godt fat i det danske marked med deres eksisterende fire ruter, så det er oplagt for dem at forsøge på at styrke det fodfæste endnu mere,” forklarer chef for ruteudvikling i Københavns Lufthavn, Ole Wieth Christensen, til CHECK-IN.dk.

Ikke et lavprisselskab
Vuelings primære trafikknudepunkt er Barcelonas El Prat-lufthavn, men har også en stor tilstedeværelse i Paris Charles de Gaulle. Selskabet er medlem af de europæiske lavprisselskabers sammenslutning, European Low Fares Airlines Association (ELFAA). Men det er kun fordi Vueling ved sin start i 2004 definerede sig selv som et lavprisselskab. Det gør de ikke længere.

”Vi kalder os ikke selv et lavprisselskab, men vi deler mentalitet med lavprisselskaberne, og derfor er det naturligt for os at være ELFAA-medlem,” påpegede topchef Alex Cruz i 2013 i et interview med CHECK-IN.dk.

”Lavprisselskabernes mentalitet handler blandt andet om at være innovative, have en hurtig ”time to market” og hele tiden være profitable,” sagde Alex Cruz dengang.

Verdens bedste
Vueling er en del af IAG-koncernen, som også ejer British Airways og Iberia. Vueling er dog ikke en del af oneworld-alliancen, sådan som de to andre selskaber er. De tre selskaber får snart selskab af irske Aer Lingus, som IAG har fået grønt lys til at købe.

Aftalen mellem Vueling og Københavns Lufthavn er indgået på den igangværende ruteudviklingskonference World Routes i Durban i Sydafrika. Her blev Ole Wieth Christensen og hans team i Københavns Lufthavn kåret til verdens bedste ud i disciplinen ruteudvikling. Det er anden gang på tre år, at CPH løber med titlen.