Bombardier CS100. (Foto: Patrick Cardinal)

Widerøe vil bestille op til 10 nye jetfly

Inden årets udgang ventes Widerøe af afgive ordre på op til 10 nye jetfly, der skal benyttes på nye direkte ruter.

Det norske flyselskab Widerøe har i dag 41 fly af typerne Bombardier Dash-8 turboprop med en gennemsnitsalder på 18,6 år. Flåden består af syv Dash-8 300 fly, 20 Dash-8 100, tre Dash-8 AQ200 samt 11 Dash-8 Q400. Disse fly er særligt velegnede til de mange kortbaneruter, der opereres af det norske indenrigsflyselskab, der tidligere var ejet af SAS.

Men nu er Widerøe klar til at gå ind i jetalderen. Ifølge det norske medie Dagens Næringsliv vil selskabet bestille nye jetfly for at ruste sig til kampen om det norske marked, hvor også SAS og Norwegian er store operatører. Widerøe kigger på jetfly med en størrelse på omkring 100 sæder, og ifølge efterretninger skulle der være tale om fly fra enten brasilianske Embraer eller canadiske Bombardier.

Favoritten skulle være CS100-flyene fra Bombardier, der kan indrettes med op til 127 sæder i en konfiguration med fælles kabine. Ifølge planen vil en eventuel flyordre blive opdelt i en fast bestilling på tre fly med option på levering af yderlige syv fly med levering omkring 2019 og 2020. Widerøe kan selv beskæftige op til fem fly, mens selskabet eventuelt vil på wetlease-markedet for at beskæftige de øvrige fly.

“Ingenting er klart, før alt er klart, men vi håber at kunne tage en beslutning i god tid inden nytår,” siger Widerøes administerende direktør Stein Nilsen til Dagens Næringsliv.

Nye direkte ruter
Spekulationerne er allerede begyndt i forhold til, hvor Widerøe vil indsætte de nye jetfly. Der har tidligere været nævnt ruterne fra Molde, Kristiansund og Haugesund til Oslo, men disse ruter har lavt trafikgrundlag, hvorfor det ikke giver mening at indsætte store fly, da hyppigere afgange med mindre fly vil være mere optimalt til disse ruter.

Det lader da også til, at der kan blive tale om helt nye ruter.

“Vi ønsker at starte nye direkte ruter. Alternativet er at reducere virksomheden yderligere,” siger Widerøe-direktøren.

Widerøe har gennem de senere år skåret ned i selskabets rutenetværk i Norge samt på nogle af de regionale ruter, og der er behov for nytænkning i det norske flyselskab. Dermed kan der sagtens blive tale om nye udenrigsruter med jetflyene, hvilket også har været fremme tidligere. I givet fald kan Widerøe pludseligt blive konkurrent til SAS og Norwegian.

 

Relaterede artikler:

DAT fejet af banen af Widerøe

SAS gik glip af millioner ved Widerøe-salg

Widerøe tvunget til at sætte fly på jorden

Nyt flyselskab vil konkurrere med Widerøe

Widerøe skærer hårdt ned på København-ruter