Willumsen: Ingen Air Greenland-rute til Billund

Air Greenlands bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen er netop blevet valgt som ny næstformand i Billund Lufthavns bestyrelse. Men det betyder ikke, at BLL vil få lettere ved at tiltrække en flyrute til Grønland.

Den tidligere SAS-direktør og nuværende bestyrelsesformand i Air Greenland, Jens Wittrup Willumsen, blev på en ekstraordinær generalforsamling den 14. august valgt som ny næstformand i Billund Lufthavns bestyrelse.

Dermed bliver Jens Wittrup Willumsen en af de meget få bestyrelsesformænd i et flyselskab, der også sidder i bestyrelsen for en lufthavn. En rolle, som der potentielt kunne være en interessekonflikt i. Det afviser den nyudnævnte næstformand dog.

“Hvis der var nogle interessekonflikter, der var til at få øje på, så var jeg ikke sprunget til. Det er kun en styrke, hvis der er personer i bestyrelsen, der har kendskab til luftfart. En bestyrelsesformand fra et regionalt flyselskab i Sydamerika ville således sagtens kunne sidde i eksempelvis Københavns Lufthavns bestyrelse,“ mener Jens Wittrup Willumsen.

Omkring Air Greenland er der det forhold, at et iværksætterprojekt kaldet Greenland Express i øjeblikket arbejder på at etablere en flyrute fra Aalborg til Grønland. En rute som vil tilføre konkurrence til Air Greenland. Det kunne således betyde, at Air Greenland kunne have Billund inde i sine fremtidige overvejelser. Men det afviser Jens Wittrup Willumsen.

“Der er ingen planer om, at Air Greenland skulle starte beflyvning af Billund Lufthavn. Min rolle i Air Greenland betyder dog ikke, at Billund aldrig vil kunne få en rute til Grønland. Der er kun en habilitetskonflikt, hvis begge parter har en klar interesse,“ siger Air Greenlands bestyrelsesformand.

Imponeret over Billund
Jens Wittrup Willumsen har gennem sin tid i SAS været med til at arbejde med Billund som indenrigsdestination og som trafikpunkt til at trække trafik til Københavns Lufthavn. Men dengang var det ikke noget, der fyldte så meget, siger han i dag. I stedet er han fuld af beundring over den udvikling, som lufthavnen har gennemfået.

“Jeg er dybt imponeret over, at man er lykkedes med at opbygge en så kraftigt voksende og stærk lufthavn med de forudsætninger man havde, da man startede op. Det har været en stædig og vedholdende indsats for at tiltrække selskaber og passagerer til lufthavnen. Jeg glæder mig derfor til at komme længere ned i arbejdet,“ siger Willlumsen.

Dermed er der indirekte ros til den tidligere lufthavnsdirektør Jørgen Krab Jørgensen, der stod i spisen for lufthavnen i den ekspansive periode fra 1997 til 2010, hvor passagertallet voksede fra 1,8 mio. passagerer til næsten 2,6 mio. I juni måned 2010 blev Jørgen Krab Jørgensen afløst af den nuværende administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen.

Jens Wittrup Willumsen kommer således til Billund Lufthavn med luftfartserfaring samt erfaring med bestyrelsesarbejde i bagagen. Begge dele vil der blive bruge for.

“Jeg kender Billund Lufthavn fra min tid i bestyrelsen for Atlantic Airways. Min luftfartsbaggrund i SAS kommer fra et område, hvor jeg havde produktansvaret og arbejdet op imod lufthavnene. Herudover er det vigtigt, at jeg som næstformand kan fungere som god sparring til direktionen. Billund Lufthavn er i dag en anden type virksomhed end for 20 år siden. Der er mange forskellige forretningsområder, og så er det samtidig en kapitalintensiv virksomhed.“