(Foto: Morten Lund Madsen)

​3F varsler sympatikonflikt mod Norwegian

Det danske fagforbund 3F, der organiserer bagagemedarbejderne i CPH, varsler nu sympatikonflikt mod Norwegian. Det kan lamme selskabets CPH-operationer.

Konflikten om løn, arbejdsvilkår og overenskomst mellem Norwegian og selskabets piloter har fået det norske fagforbund Parat til at bede andre fagforbund i Norden om at bistå med sympatikonflikt. Det sker i håbet om, at det kan bidrage til, at der kan nås et resultat, og på den baggrund har det danske fagforbund 3F i dag besluttet at bistå de norske piloter med et første varsel om, at 3F vil indtræde i en sympatikonflikt til støtte for flyvepersonalet i det norske flyselskab.

At lige præcis 3F vælger at varsle sympatikonflikt er bemærkelsesværdigt, da fagforeningen organiserer bagagemedarbejderne hos alle handlingselskaber i Københavns Lufthavn. Hvis Norwegian-konflikten ikke er løst om to uger, når 3F’s sympatikonflikt træder i kraft, så vil det kunne lamme Norwegians operationer i Københavns Lufthavn totalt. Så vil flyene ikke kunne blive tanket og skubbet tilbage fra gates, ligesom passagerernes kufferter ikke vil blive lastet og losset.

Konfliktvarslet følger spillereglerne på arbejdsmarkedet. Det betyder, at det skal følges op om en uge af endnu et varsel med en tilsvarende tidshorisont, førend en eventuel sympatikonflikt til støtte for flyvepersonale hos Norwegian Air kan blive en realitet.

Brug for bistand
Piloterne hos Norwegian har indledt strejke tidligere på ugen, og 3F peger på, at et varsel om sympatikonflikt er en invitation til forhandlinger, før situationen kan spidse yderligere til.

”Det er ikke hverdagskost, at en konflikt mellem ansatte og en virksomhed i et andet nordisk land kan brede sig til Danmark. Men ansatte i luftfarten er i øjeblikket udsat for et særdeles hårdt pres, når det gælder deres løn og ansættelsesvilkår. Og det kan hurtigt blive ansatte i danske selskaber, der får brug for sympati og bistand fra norske og svenske kolleger,” siger Jan Villadsen, der er formand for 3F’s Transportgruppe.

I går torsdag valgte Serviceforbundet, der er en del af LO ligesom 3F, som det første fagforbund at varsle sympatikonflikt. Forbundet organiserer danske piloter og kabinepersonale samt security-medarbejdere i flere danske lufthavne.

Foto: Morten Lund Madsen.