​DAT går ind på Karup-rute

Danish Air Transport går til marts ind med egne flyvninger på Karup – København. I dag flyver selskabet på ruten for Norwegian, der sandsynligvis trækker sig ud.

CHECK-IN.dk erfarer, at Danish Air Transport (DAT) 30. marts næste år vil begynde at flyve mellem København og Karup. Det fremgår af flere reservationssystemer.

Faktisk flyver selskabet allerede på ruten i dag. Det er dog som wet lease-operatør for Norwegian. Det er således Norwegian, der markedsfører ruten og sælger billetterne. DAT skal bare flyve med deres ATR72-fly.

Men når sommerfartplanen træder i kraft i slutningen af marts går DAT selv ind på ruten med 33 ugentlige afgange. I fartplanerne ligger DAT-flyvningerne side om side med de i alt 28 flyvninger, som DAT udfører for Norwegian.

Danish Air Transport agter at flyve seks gange dagligt mandag til torsdag, fire gange på fredage, to gange på lørdage og tre gange på søndage. I dag flyver DAT for Norwegian fem gange om dagen på hverdage og tre gange på søndage.

I dag opererer DAT 66-sæders ATR72-fly på alle de flyvninger på ruten, som selskabet udfører for Norwegian. I DAT´s eget oplæg er planen at anvende et 165-sæders MD-83 fly fra Karup til København kl. 8.00 mandag til torsdag og fra København kl. 17.30 på de samme dage.

Pressemøde fredag
Norwegian har ikke ønsket at kommentere på underleverandørens sololøb på Karup-ruten. Det har derfor ikke været muligt at få oplyst, om Norwegian vil trække sig fra ruten eller om Norwegian, med Danish Air Transports fly, vil konkurrere mod Danish Air Transport.

Det er dog mest sandsynligt, at Norwegian vil trække sig ud og overlade ruten til Danish Air Transport, der i forvejen flyver mellem København og Bornholm. Norwegian har nemlig længe kæmpet med at få gjort ruten rentabel og tiltrukket passagerer. Selskabet anvender ikke sine egne Boeing 737-800 fly på ruten, hvilket er meget usædvanligt for Norwegian. Det betyder at selskabet eksempelvis ikke kan tilbyde Wi-Fi ombord og har udgifter til indleje af fly – fra Danish Air Transport.

Samtidig er Danish Air Transport ikke kendt for at kaste sig ind i direkte konkurrence med andre selskaber, der er på en rute i forvejen. Og slet ikke med så stærk en konkurrent som Norwegian.

Danish Air Transport har ikke ønsket at kommentere oplysningerne, men henviser til et pressemøde fredag i Karup Lufthavn.

Danish Air Transport vil bruge sit MD-83 fly på fire af de 33 ugentlige rotationer på Karup-ruten.