SAS er utilfreds med den støtte, den norske regering vil give flyselskaberne. (Foto: Espen Solli)

​Fald i Norwegian-indtjening kan gavne SAS

Hvis Norwegian vælger at løse sine indtjeningsproblemer med prisforhøjelser i Norden, så kan det gavne SAS, vurderer Sydbank.

Norwegian sælger sine billetter så billigt, at selskabet har svært ved at tjene penge på dem. Det fremgik blandt andet af selskabets trafiktal for september, som blev offentliggjort mandag. Strategien er bevidst valgt for på den måde at presse sig ind på nye markeder. Men på et tidspunkt er selskabet nødt til at reagere og få vendt skuden. Og hvis det sker, så kan det være til gavn for SAS, vurderer Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen.

”Vi holder øje med Norwegians indtjeningssituation, da selskabets reaktion på potentielle indtjeningsproblemer kan blive prisforhøjelser i Norden og dermed et mere nådigt konkurrencemiljø på SAS’ kernemarkeder i en periode,” siger Jacob Pedersen som en kommentar til SAS’ trafiktal for september.

Omfattende strejker
Trafiktallene blev offentliggjort tirsdag og viste en pæn fremgang i både udbudte og solgte passagerkilometer.

SAS transporterede sammenlagt lidt over 2,738 mio. passagerer i september. Heraf var 2,603 mio. passagerer ombord på SAS’ ruteflyvninger. Rutetrafikken havde en udbudt sædekapacitet på 3,7 mio. En fremgang på 3,9 procent. De solgte sædekilometer på ruteflyvningerne steg med 6,7 procent og det gjorde, at belægningen steg med to procentpoint til 76,6 procent.

Især på trafikken mellem de skandinaviske lande og til og fra Europa gjorde SAS det godt. Her steg de solgte sædekilometer med 10,9 procent, mens indenrigstrafikken og den oversøiske trafik kun steg henholdsvis 3,2 og 2,3 procent.

En del af fremgangen på de europæiske ruter kan uden tvivl tilskrives de omfattende strejker, som i september ramte Lufthansa og Air France og medførte et stort antal aflyste flyvninger. For Air Frances vedkommende blev der eksempelvis ikke fløjet mellem Paris og København i en periode på to uger i september. Og hos Lufthansa skabte kortvarige pilotstrejker, der blev annonceret en dag i forvejen, usikkerhed omkring hvorvidt selskabet nu også fløj.