Airbus A321-fly fra Monarch Airlines i Birmingham. (Foto: Eric Salard / Wikimedia Commons)

110.000 strandet efter britisk flykonkurs

Monarch Airlines, der er Storbritanniens femtestørste flyselskab, har foretaget en finansiel nødlanding, og 110.000 rejsende i udlandet skal nu hentes hjem på anden måde.

Det britiske flyselskab Monarch Airlines har indgivet konkursbegæring. Det skriver selskabet mandag morgen på sin hjemmeside.

Selskabet bekræfter således, at følgende forretningsenheder er omfattet af konkursen:

  • Monarch Airlines Ltd
  • Monarch Holidays Ltd (ATOL Number 2275)
  • First Aviation Ltd (ATOL Number 4888)
  • Avro Ltd (ATOL Number 1939)
  • Somewhere2stay Ltd

Det betyder, at fra den 2. oktober vil der ikke længere blive gennemført rejser, da alt er blevet aflyst.

“Dette er en hidtil uset situation, og fordi der er op til 110.000 passagerer i udlandet, har den britiske regering bedt CAA (de civile luftfartsmyndigheder, red.) om at koordinere flyvninger tilbage til Storbritannien for alle Monarch-kunder, der i øjeblikket befinder sig i udlandet. Disse nye flyvninger vil ikke påføre ekstra omkostninger,” skriver Monarch til sine kunder.

Største evakuering nogensinde i fredstid
Ifølge BBC udtaler den britiske transportminister Chris Grayling, at han har beordret “den største evakuering nogensinde i fredstid.”

“Det er en meget bekymrende situation for britiske feriegæster i udlandet, og min første prioritet er at hjælpe dem med at komme tilbage til Storbritannien,” siger ministeren til BBC News.

Monarch Airlines blev etableret i 1968 og beskæftigede før konkursen 2.500 ansatte i hele koncernen. Sidste år fløj 6,3 mio. passagerer med Monarch Airlines til 40 destinationer fra lufthavnene i London-Gatwick, London-Luton, Birmingham, Leeds-Bradford og Manchester.

Selskabet har de seneste år været ejet af kapitalfonden Greybull Capital, der har forsøgt at sælge dele af virksomheden. Norwegian har blandt andet været rygtet som en af de mulige købere.

 

Relaterede artikler:

Norwegian rygtes i dialog med Monarch

Norwegian og easyJet i langrute-samarbejde

Monarch Airlines åbner tre ruter i Skandinavien

Monarch Airlines tilføres 1,4 mia. kroner

Monarch ramt af konkursrygter