2014 bliver et stærkt år for luftfarten

Den internationale luftfartsorganisation IATA forudser, at 2014 bliver det næstbedste år for luftfarten siden årtusindeskiftet.

Snakken om krise i luftfarten er tilsyneladende ved at forstumme, hvis man skal tro Tony Tyler, der er generalsekretær for den internationale luftfartsorganisation IATA. Han forudser nemlig et overskud for hele luftfartsindustrien i 2014 på 16,4 mia. dollars svarende til lige godt 91 mia. kroner.

Disse udsigter betyder, at 2014 kan blive det næstbedste år for luftfarten siden årtusindeskiftet. Kun 2010 var bedre med et samlet overskud på 19,2 mia. dollars eller lidt mere end 106 mia. kroner.

Forventningerne til 2014 er begrundet i signaler fra forbruger – og forretningsmarkederne, hvor IATA forventer en samlet vækst i det globale bruttonationalprodukt på 2,7 procent. Samtidig er der en tro på, at der vil være et mindre fald i oliepriserne på grund af færre internationale spændinger. I år vil Brent-olieprisen ligge på omkring 109 dollars per tønde, og IATA forventer at den falder til omkring 105 dollars per tønde næste år.

“Et fald til under 100 dollars ville ske under normale markedsforhold, men OPEC-kartellet forhindrer, at man kan drage fuld udnytte af forbedrede leveranceforhold,“ siger Tony Tyler.

Generalsekretæren roser samtidig flyselskaberne for at have tilpasset sig en situation med konstant høje oliepriser. Siden 2006 er oliepriserne steget med over 50 procent og udgør i dag omkring 30 procent af de samlede omkostninger for flyselskaberne. Denne øgede omkostning har flyselskaberne kunnet absorbere gennem strukturforandringer og konsolideringer samt ved hjælp af brændstoftillæg og andre supplerende indtægter. Den vanskelige globale økonomi har også holdt nye aktører væk fra markedet, således at det har været lettere at opretholde en kapacitets-disciplin.

Stærk passagervækst i vente
I 2014 forventes en samlet global passagervækst på 5,8 procent, hvilket er lidt mere end i 2013, hvor forventningen er at nå op på 5,0 procent. Dermed passerer luftfarten for første gang tre-milliarder-mærket med samlet 3,12 mia. passagerer i 2013.

Det er især det nordamerikanske marked der skal være med til at indfri forventningen om et samlet overskud på 16,4 mia. dollars i 2014. Alene 6,3 mia. dollars skal de nordamerikanske flyselskaber bidrage med, mens de europæiske selskaber skal levere 3,1. De asiatiske selskaber skal skabe et samlet overskud på 3,6 mia. dollars, mens selskaberne i Mellemøsten kommer til at levere det højeste overskud nogensinde med 2,1 mia. dollars på bundlinjen.

Selvom 2014 kan blive et særdeles godt år for luftfarten, vil Tony Tyler ikke kalde det prangende. Han henviser til, at resultatet viser et afkast på 5,2 procent i forhold til den investerede kapital, hvilket er betragteligt under andre brancher.

“Et samlet overskud på 16,4 mia. dollars ved at transportere omkring 3,3 mia. passagerer betyder, at flyselskaberne i gennemsnit vil tjene fem dollars per passager. Denne simple udregning viser, at blot små ændringer i driftsvilkårene – en ny afgift eller andre omkostningsstigninger – kan forandre denne forudsigelse ret betydeligt,“ forklarer IATA-generalsekretæren.