(Foto: Morten Lund Madsen)

27 nye flyruter fra Danmark

Søndag den 29. marts træder flyselskabernes sommertrafikprogram i kraft. Det byder på ikke færre end 27 nye ruter fra primært København og Billund.

Søndag den 29. marts går vi over til sommertid. Udover at havemøblerne bliver stillet frem, markerer det også starten på flyselskabernes sommertrafikprogram, der løber i syv måneder frem til slutningen af oktober måned.

For danske rejsende er der mange rutenyheder i vente fra de danske lufthavne. Københavns Lufthavn er allerede tyvstartet med fire nye Ryanair-ruter, og det bliver i det hele taget det irske lavprisflyselskab, der kommer til at dominere billedet i CPH det meste af 2015.

De to største flyselskaber i København er henholdsvis SAS og Norwegian. SAS åbner ruter til Edinburgh og Ankara, mens Norwegian tilbyder en ugentlig afgang til Orlando i Florida. Herudover vender Alitalia tilbage med en rute til Milano, men SunExpress flyver til Antalya og Montenegro Airlines til Podgorica.

Københavns Lufthavn (S15)

Destination Selskab Dato Frekvens Fly S
Dublin Ryanair 18.03.15 7/uge 737-800 H
London LTN Ryanair 26.03.15 14/uge 737-800 H
Milano BGY Ryanair 26.03.15 7/uge 737-800 H
Warszawa WMI Ryanair 26.03.15 7/uge 737-800 H
Antalya SunExpress 29.03.15 3/uge 737-800 S
Edinburgh SAS 29.03.15 5/uge A320 H
Milano LIN Alitalia 29.03.15 7/uge A319 H
Orlando Norwegian 30.03.15 1/uge 787-9 H
Podgorica Montenegro 09.05.15 3/uge F100 S
Ankara SAS 06.06.15 1/uge A320 S
Heraklion Aegean 26.06.15 1/uge A320 S
Køln Ryanair 02.09.15 7/uge 737-800 H
Madrid Ryanair 02.09.15 7/uge 737-800 H
Rom CIA Ryanair 02.09.15 7/uge 737-800 H

Kilde: Københavns Lufthavn. Note S=Sommerrute H=Helårsrute

Billund Lufthavn (S15)

Destination Selskab Dato Frekvens Fly S
Prag Czech Airlines 29.03.15 4/uge AT5 H
Bruxelles Brussels SN 30.03.15 12/uge DH4 H
Oslo Czech Airlines 01.04.15 3/uge AT5 H
Berlin Airberlin 13.04.15 7/uge S20 H
Napoli DAT 03.05.15 1/uge M87 S
Grønland Greenland Exp. 11.05.15 4/uge A320 S
Barcelona Norwegian 01.06.15 2/uge 737-800 H
Reykjavik KEF WOW Air 12.06.15 1/uge A320 S
Bornholm DAT 18.06.15 2/uge AT5 S
Gdansk Wizz Air 19.06.15 2/uge A320 S

Kilde: Billund Lufthavn. Note: S=Sommerrute H=Helårsrute

Ketchup-effekt i Billund
I Billund har man hele 10 rutenyheder til sommertrafikprogrammet, hvilket må være rekord for den vestdanske internationale lufthavn.

En særlig fjer i hatten er det forhold, at Airberlin har valgt at flyve til lufthavnen, således at ruten er velpositioneret til den senere åbning af BER Brandenburg Airport, der ventes at blive et betydeligt nordeuropæisk trafikknudepunkt.

Interessant er det også, at Europas femtestørste lavprisflyselskab Wizz Air forsøger sig i Billund. Hidtil har det ungarske selskab fløjet udenom Danmark – med undtagelse af en kort afstikker til Aarhus for et par år siden. Der er et stort potentiale i østeuropæiske storbydestinationer med Wizz Air.

I Billund Lufthavn er marketingschef Jesper Klausholm med rette stolt over de nye ruter i sommertrafikprogrammet.

“Jeg tror, at vi oplever en ketchup-effekt. Det er en meget langsigtet proces at ruteudvikle, og vi har arbejdet seriøst med ruteudvikling herfra i mange år. Økonomien ser lidt bedre ud i Europa lige nu, og mange flyselskaber har fået blod på tanden og vil pludselig gøre noget ved det.“

Udover de nye ruter og selskaber kan Billund Lufthavn glæde sig over, at ruten til Paris-Charles de Gaulle med Air France bliver dobbelt dagligt fra sommertrafikprogrammets start.

Vigtig Lufthansa-rute
I Aalborg Lufthavn har man ikke haft samme succes som i Billund målt i antallet af nye ruter og operatører. Til gengæld er lufthavnens eneste nye helårsrute i sommertrafikprogrammet rigtig vigtig.

Det er nemlig tyske Lufthansa, der vil flyve to gange dagligt til Frankfurt fra den nordjyske lufthavn. Dermed får de nordjyske rejsende valget mellem at rejse via København, Amsterdam, Frankfurt og eventuelt Istanbul, når rejsen går ud i verden.

Udover Lufthansa får Aalborg Lufthavn en ugentlig afgang til Riga med airBaltic, der udnytter færgeflyvinger i forbindelse med charteropgaver i det nordjyske til at sælge billetter på afgangen.

Aalborg Lufthavn (S15)

Destination Selskab Dato Frekvens Fly S
Frankfurt Lufthansa 30.03.15 14/uge CR9 H
Riga AirBaltic 19.04.15 1/uge 73C S

Kilde: Aalborg Lufthavn. Note: H=Helårsrute S=Sæsonrute

Udover de mange rutenyheder kan charterflyselskabet Primera Air supplere med “seat-only“ salg fra København, Billund og Aalborg. Her er det muligt at købe billetter i løs vægt på de charterflyvninger, som selskabet gennemfører for Bravo Tours og andre charterarrangører.

Foto: Morten Lund Madsen