Hale på fly fra SmartLynx. (Foto: SmartLynx)

28 gange om ugen med SmartLynx til Aalborg

Det lettiske flyselskab SmartLynx vil i hovedparten af første kvartal flyve 28 gange om ugen mellem København og Aalborg på vegne af Norwegian.

Fra den 9. januar 2017 kommer der nye farver til Aalborg Lufthavn. Det sker når det lettiske charter- og ACMI-flyselskab SmartLynx frem til den 24. marts skal hjælpe med at betjene København-Aalborg ruten for Norwegian med 28 ugentlige afgange i hver retning.

SmartLynx-flyene af typen Airbus A320-200 har plads til 180 passagerer, mens Norwegians Boeing 737-800 har en kapacitet på 186 passagerer. Det betyder med 28 ugentlige afgange i hver retning, at Norwegian får 336 færre sæder at sælge om ugen, hvilket svarer til omkring 1.500 flysæder sæder per måned.

Årsagen til, at Norwegian har indlejet to fly med besætninger fra det lettiske flyselskab, hænger sammen med, at de flyvende medarbejdere på basen i Københavns Lufthavn skal omskoles til fremover at flyve under irsk driftslicens med selskabet Norwegian Air International fremfor det nuværende arrangement med Norwegian Air Shuttle på den norske driftslicens. Mens piloter og kabinpesonale omskoles, skal SmartLynx hjælpe med to fly.

Indsættelsen af de to lejede fly fra SmartLynx betyder, at 15 Norwegian-ruter fra København i en periode fra 9. janaur til 24. marts 2017 delvist skal opereres med de 180 sæder store fly fra det lettiske flyselskab. Det drejer sig ifølge Airlinesroute.net om følgende ruter:

København – Aalborg 28 ugentlige
København – Amsterdam 4 ugentlige
København – Berlin-Schønefeld 1 ugentlig
København – Budapest 2 ugentlige
København – Edinburgh 1 ugentlig
København – Gran Canaria/Las Palmas 1 ugentlig
København – Krakow 1 ugentlig
København – Málaga 1 ugentlig
København – Nice 1 ugentlig
København – Oslo 4 ugentlige
København – Paris-Orly 4 ugentlige
København – Riga 2 ugentlige
København – Salzburg 1 ugentlig
København – Stockholm-Arlanda 8 ugentlige
København – Tenerife South 1 ugentlig

Ældre A320-fly
SmartLynx beskæftiger i alt 10 Airbus A320-200 fly, der har en gennemsnitsalder på 18,9 år. Herudover er et enkelt Airbus A321-200 fly også i flåden. Dette A321-fly har en alder på 12,7 år og har en fortid hos svenske Novair, der er et selskab i Apollo Travel Group.

Under vikaropgaven for Norwegian på den danske base i Københavns Lufthavn skal SmartLynx operere to af seks basefly i Københavns Lufthavn. De øvrige Norwegian-afgange til og fra CPH betjenes af basefly fra Spanien, Storbritannien og Finland opereret af Norwegian Air International på den irske EU-driftstilladelse.

Piloter i cockpittet på A320-fly fra SmartLynx. (Foto: SmartLynx)

Piloter i cockpittet på A320-fly fra SmartLynx. (Foto: SmartLynx)

Flyvningerne med SmartLynx kan man kende på, at de har koden DY/6Y, hvor 6Y er den internationale IATA-kode for SmartLynx. Netop koden 6Y har tidligere tilhørt Avianca Nicaragua og står stadig i nogle systemer med denne kode, hvilket af og till kan skabe forvirring.

SmartLynx har ifølge egne oplysninger besætninger fra 17 forskellige nationaliteter, og selskabets kaptajner har i gennemsnit over 5.300 flyvetimers erfaring, mens styrmændene gennemsnitligt har 1.900 timer i cockpittet. I cockpit og kabine taler de ansatte lettisk, engelsk, russisk, finsk, estisk, fransk, spansk samt italiensk. Der er tilsyneladende ingen skandinavisktalende personale, selvom flyene skal operere i næsten tre måneder på den største danske indenrigsrute samt på ruter fra Københavns Lufthavn.

SmartLynx startede operationerne den 30.marts 2008 og er således et ungt selskab. I løbet af selskabets mere end otte årige drift har der ikke være alvorlige flyvesikkerhedsmæssige hændelser. Det lettiske flyselskab er indehaver af en IOSA-certificering (IATA Operational Safety Audit, red.), som er en global certificering, der dokumenterer, at flyselskabet opfylder de sikkerhedsmæssige krav.

 

Relaterede artikler:

Norwegian baserer to lettiske A320-fly i København

A320 til Ryanair i sommertrafikken

Kommer Norwegian til undsætning