32 nye ruter fra SAS

SAS har i månederne juni og juli åbnet 32 nye ruter. Det har været med til at bidrage til en samlet vækst på 155.000 passagerer i de to måneder.

Der har de seneste måneder været gang i snoreklipningen hos SAS. I juni og juli åbnede SAS samlet 32 nye ruter, heraf 13 i juli måned.

Offensiven blev præsenteret i november måned sidste år kort tid efter, at SAS havde været igennem sin nærdødsoplevelse. Rutepakken indeholdt 45 nye ruter i 2013, hvilket sidenhen er blevet opjusteret til 53.

Der er dog primært tale om lavfrekvente ruter til fritidsdestinationerne fra især Norge og Sverige. Derfor vil trafikvæksten også være mest tydelig i juli og august, hvor hovedparten af de nye ruter opereres.

Indtil videre har de 32 nye ruter været medvirkende til at sikre en samlet passagerfremgang på 155.000 i juni og juli måned, heraf alene 112.000 flere rejsende i juli i forhold til samme måned sidste år.

Antallet af producerede sædekilometer er øget med 15,1 procent i juli måned, mens antallet af solgte sædekilometer kun voskede med 12,2 procent. Dermed faldt belægningsprocenten med 2,1-procentpoint i forhold til sidste år, hvor man nåede op på 86 procent for hele SAS-koncernen.

“Trafikken i juli viser at SAS gennem en øget produktivitet og effektivitet har kunnet åbne en række nye sommerruter og dermed har sikret en kraftig øgning i trafikken. Derudover har vi øget antallet af afgange til og fra USA, hvor der har været en stærk efterspørgsel. Vi ser nu frem mod yderligere en intensiv sommermåned, hvor vi kommer til at gøre vort yderste for at vise vores kunder fordelene ved at flyve med SAS,“ siger koncernchef Rickard Gustafson i forbindelse med offentiggørelsen af trafiktallene for årets syvende måned.

Overraskelse hos analytiker
Hos Sydbanks chefanalytiker Jacob Pedersen var der overraskelse at spore ovenpå offentiggørelsen af trafiktallene. Sydbank havde forventet en trafikvækst på 5 procent, mens der i stedet blev realiseret en vækst på 12,4 procent.

“Trafiktallene er noget bedre end vi havde forventet. Trafikvæksten på 12,4 procent er månedens store positive overraskelse løftet af satsningen med mange nye sommerdestinationer. SAS har øget kapciteten med hele 15,3 procent mod vores estimat på kun seks procent,“ skriver Jacob Pedersen i en aktiekommentar.

Sydbank hæfter sig ved, at kapacitetsvæksten på de intraskandinaviske og europæiske ruter var på 22 procent, mens trafikken kun steg med 16,5 procent. Det kan ifølge Sydbank dække over en lav belægning på den nyindsatte kapacitet, ligesom det gode sommervejr i Skandinavien også kan have spillet ind.