Arkivfoto: Brussels Airlines "party flights" til Tomorrowland 2015-festivalen.

80 party-flyvninger til Bruxelles

Fra 64 lufthavne over hele verden er der i denne uge ankommet næsten 12.000 passagerer til Belgien med særlige party-flights fra Brussels Airlines.

Den store belgiske electro-musikfestival Tomorrowland trækker hvert år et meget stort publikum fra hele verden. Festivalen har hjemsted i byen Boom nær Antwerpen og afvikles i år fra den 24. til den 26. juli.

I denne uge er næsten 12.000 passagerer fra hele verden fløjet ind til Belgien med Brussels Airlines. Samlet er 119 fly ankommet til Bruxelles, hvoraf de 80 er regulære party-flights med masser af underholdning om bord.

På fire af flyvningerne fra henholdsvis Frankfurt, München, Tel Aviv og New York har der været live DJ´s om bord på flyet for at sikre, at underholdningen har været helt i top.

Brussels Airlines oplyser, at der i ni europæiske lufthavne har været afholdt særlige gate-parties før afgang. Det har blandt andet været tilfældet i Hamborg og Gøteborg.

500 deltagere fra København
Fra København er 499 festivalgæster fløjet ind til Bruxelles, hvilket bringer den danske hovedstad op på ottendepladsen over de byer, der har leveret flest passagerer til Tomorrowland-flyvningerne. Vores skandinaviske brødre i Oslo og Stockholm sendte henholdsvis 520 og 483 flypassagerer afsted til festivalen.I toppen ligger Schweiz, der har bidraget med 1.008 passagerer fra Geneve.

For Brussels Airlines har det været en kæmpe gevinst at indgå det tætte samarbejde omkring musikfestivalen, der har været afholdt siden 2005. I 2012 sendte Brussels Airlines et fly afsted med gæster til festivalen, mens antallet året efter blev øget til 10 flyvninger. Sidste år ankom 100 fly med gæster til festivalen, mens dette års 119 flyvninger er en ny rekord.

Samlet har der været 93 forskellige nationaliteter om bord på de mange fly, og aldersspredningen går fra 18 til 72 år med en gennemsnitsalder på 26 år. Det er primært mænd, der er fascineret af electro-festivalen. Hele 69 procent af deltagerne er således af hankøn, mens de resterende 31 procent er kvinder.