800 millioner flere flypassagerer i 2014

Den internationale luftfartsorganisation IATA forudser en årlig passagervækst på 5,8 % frem til 2014. Det betyder 800 millioner flere passagerer globalt og store udfordringer for luftfartsindustrien. Især Asien og Mellemøsten løber med væksten.

Hverken askeskyer, brændstofprisernes himmelflugt, intens priskonkurrence eller hårdt vintervejr kan tilsyneladende sætte en stopper for luftfartsbranchens fremgang.

Flere og flere mennesker tager nemlig flyet, når de skal på ferie, forretningsrejse eller blot transporteres fra et punkt til et andet.

I den seneste 5-års prognoser fra International Air Transport Association (IATA) forudser man, at den årlige passagervækst vil være på 5,8 % frem til 2014.

Her vil 3,3 milliarder mennesker flyve hvert år, hvilket er en stigning på 800 millioner personer i forhold til det nuværende niveau.

Den voldsomme vækst stiller afgørende udfordringer for hele luftfartsindustrien, der især vil se væksten på Asia-Pacific ruterne.

Af den samlede vækst på 800 millioner passagerer ventes næsten halvdelen – nærmere bestemt 360 millioner – at komme fra denne region.

Det afgørende vækstlokomotiv i denne sammenhæng er Kina, der alene ventes at vokse med 180 millioner indenrigspassagerer og 33 millioner udenrigspassagerer frem til 2014.

“Prognosen indikerer, at verden fortsat vil blive endnu mere mobil. Det skaber store muligheder, men samtidig også store udfordringer. I løbet af blot fem år skal vi kunne håndtere 800 millioner flere passagerer og 12,5 millioner tons ekstra fragt,“ siger Giovanni Bisignani, der er generaldirektør hos IATA.

For at understøtte den voldsomme vækst er det helt afgørende at infrastrukturen udbygges tilsvarende, hvilket man allerede ser med en række store lufthavnsbyggerier i blandt andet Kina.

Også sikkerheden skal optimeres sammen med hele lufttrafiktjenesten.

Samtidig forudser IATA en ændring i den traditionelle strøm af passagerer. Hvor Europa historisk har været mellemstation for passagerer mellem Østen og USA, tyder alt på, at de store hubs i Mellemøsten og de hastigt ekspanderede nationale luftfartsselskaber i denne region vil flytte en stor mængde trafik ad den vej og dermed væk fra Europa.

I forvejen er det europæiske marked presset af lavere økonomisk vækst end flere af de øvrige regioner og dermed også lavere vækst i passagertallene.