A.P. Møller-Mærsk får ny business-jet

Den danske olie- og rederikoncern A.P. Møller Mærsk har erhvervet sig en spritnyt Gulfstream business jet, som erstatning for koncernens nuværende fly.

Rygterne har sviret længe blandt de ansatte i luftfartsvirksomhederne i den sydlige del af Københavns Lufthavn, som til daglig kaldes Kastrup Syd. Rygter om at A.P. Møller – Mærsk-koncernen havde købt en ny business jet. I starten af juni landede det spritnye fly så i Københavns Lufthavn.

Valget er faldet på en Gulfstream G450, som er den næstmindste udgave af det eksklusive amerikanske Gulfstream-jetfly. Det nye fly, der har fået registreringen OY-APM, har plads til op til 14 passagerer og en maksimal startvægt på 33,8 ton. Dermed er det en kende større end koncernens nuværende business fly, OY-MMM, som flyet skal afløse. Det kan tage op til 10 passagerer og har en maksimal startvægt på 21,8 ton.

”OY-MMM har i mange år været et meget værdsatarbejdsredskab for ledelsen i A.P. Møller – Mærsk Gruppen. Vi har haft flyet i næsten15 år, hvorfor det nu er et naturligt tidspunkt at udskifte flyet. I indkøringsfasen af vores nye fly OY-APM vil vi i en periode stadig benytte OY-MMM – også for at sikre, at vore piloter har det nødvendige antal flyvetimer. Vi har ikke planer om at købe flere fly,” siger Executive Vice President i A.P. Møller – Mærsk, Lars-Erik Brenøe.

Gulfstream G450-flyet har en rækkevidde på over 8.000 kilometer. Det er 27,2 meter langt og har et vingefang på 23,7 meter. Til sammenligning har et 66-sæders ATR72-600 turbopropfly, som dem Jet Time opererer for SAS på en række danske indenrigsruter, en længde på 27,17 meter og et vingefang på 27,05 meter.

Eneste krav fra Jobs
Gulfstream-serien kommer i flere størrelser med plads fra 10 til 19 passagerer og en rækkevidde for den største model, G650, på næsten 13.000 kilometer. Det er især populært blandt amerikanske mangemillionærer.

Da den nu afdøde Apple-bagmand Steve Jobs efter års fravær vendte tilbage til computergiganten, var hans eneste krav at få et Gulfstream-fly stillet til rådighed. Listeprisen for en Gulfstream G450 er på knap 40 mio. dollars svarende til knap 220 mio. danske kroner. For en Gulfstream G650 er man nødt til at hoste op med omkring 65 mio. dollars, svarende til 360 mio. danske kroner.

Gå sine egne veje
Blandt andre store danske industrikoncerner som Danfoss, LEGO og Grundfos sværger man normalt til franske Dassaults Falcon-jets i forskellige udgaver og størrelser samt de mindre Cessna Citation-jets.

Men Mærsk-koncernen har valgt at gå sine egne veje og det nye Gulfstream-fly er da også det eneste Gulfstream-jetfly på dansk register.

Både OY-APM og OY-MMM er ejet af Maersk Aviation Holding men er registreret på det A.P. Møller Mærsk-ejede fragtflyselskab Star Air’s driftstilladelse.