A380 landede med firkantet dæk

Et Airbus A380-fly fra British Airways landede med et firkantet dæk.

Et opsigtsvækkende syn mødte mekanikerne, da de inspicerede landingsstellet på en Airbus A380 fra British Airways efter at flyet var landet i London Heathrow-lufthavnen torsdag i sidste uge. Et af flyets hjul på højre hovedlandingsstel var nemlig firkantet og ikke rundt – som hjul ellers normalt er.

Flyet var netop ankommet fra Hong Kong. Kort efter at flyet var kommet i luften fra Hong Kong fik piloterne i cockpittet en melding om faldende dæktryk. De valgte at fortsætte mod London Heathrow og rekvirerede en traktor til at stå klar i tilfælde af at flyet ikke selv ville være i stand til at taxie væk fra landingsbanen. At lande med fladt dæk vurderede piloterne umiddelbart ikke til at være et problem.

Efter en problemfri landing taxiede flyet ind til sin gate ved Terminal 5 i London Heathrow-lufthavnen. Her opdagede mekanikere efterfølgende dækket med den usædvanlige form.

På hjemmesiden AV Herald, der har specialiseret sig i at samle oplysninger om flyhændelser over hele verden, understreger man, at der ikke er tegn på, at billedet af hjulet er blevet fotomanipuleret.