Åbner nødudgang for at få frisk luft

En kineser, der var ude at flyve for første gang, åbnede nødudgangen på et fly lige inden start for at få frisk luft.

Hvem har ikke haft lyst til at lukke lidt frisk luft ind ad vinduet, når man har siddet i et varmt fly? Og når nu der er en dør lige ved siden af en, hvorfor så ikke åbne den på klem? Omtrent sådan har en kinesisk flypassager formentlig tænkt, da han søndag åbnede en af nødudgangene ombord på et fly fra Xiamen Airlines lige inden flyet var på vej i luften.

Flyet holdt klar på startbanen og ventede på flyvelederens tilladelse til at lette fra Hangzhou mod Changsha på en indenrigsflyvning, da den 50-årige mand fik lyst til lidt frisk luft. Boeing 737-flyet afbrød sin takeoff og returnerede til passagerterminalen i Hangzhou-lufthavnen. Her kunne teknikere ifølge kinesiske medier hurtigt sætte døren på igen, og flyet lettede snart efter uden forsinkelse.

Xiamen Airlines har ikke tænkt sig at kræve erstatning fra manden. Det skyldes, at det var hans første flyrejse nogensinde og at han ifølge flyselskabet ikke havde til hensigt at skade andre. Han havde det bare varmt.

Utålmodig efter at komme af
I en anden episode i sidste uge ombord på et andet kinesisk fly åbnede en flypassager en nødudgang og udløste en evakueringsslidske umiddelbart efter at flyet var landet i Sanya Phoenix International Airporti Kina. Forklaring? At han var utålmodig efter at komme af flyet og ikke havde forstået, at skiltet ”Emergency Exit” over døren betød, at man ikke måtte åbne døren medmindre der var tale om en nødsituation.

Airbus A321-flyet fra China Eastern blev flere timer forsinket i afgangen fra Sanya Phoenix International Airport. Eksperter vurderer, at det kan koste op mod 125.000 kroner at reparere nødudgangen og montere en ny nødslidske.

Foto: Weibo.com