Norwegian Boeing 737-800 i Aalborg Lufthavn: (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Aalborg-Berlin rute må lukke

Flyruten mellem Aalborg og Berlin fik en kort levetid. Trods et gennemsnit på omkring 80 passagerer per afgang må Norwegian lukke ruten ved udgangen af marts måned næste år.

Der var glæde i Aalborg Lufthavn, da Norwegian tidligere på ugen kunne afsløre, at man fra begyndelsen af april måned næste år åbner en ny rute til Oslo.

Hvad Norwegian ikke fortalte var, at man samtidig havde besluttet af ofre ruten fra Aalborg til Berlin, som selskabet åbnede den 9. maj i år. Sidste afgangtil den tyske hovedstad flyves derfor den 27. marts næste år.

Ruten til Berlin har været opereret med et Boeing 737-800 fly med plads til 186 passagerer. Bedste måned hidtil har været juli måned, hvor 2.956 passagerer rejste på ruten, hvilket svarer til en belægning på 61 procent. Samlet set har der i gennemsnit været omkring 80 passagerer per afgang, hvilket således ikke har været nok for Norwegian til at sikre en fortsat rentabel drift.

“Vi har ikke formået af få nok passagerer med til og fra Berlin. Ruten har derfor ikke været lønsom,“ siger Johan Bisgaard Larsen, der er presse- og markedschef i Norwegian i Danmark.

Fireinternationale ruter
I sommertrafikprogrammet 2013 vil Norwegian således operere fire internationale ruter fra Aalborg Lufthavn. Udover ruten til Oslo flyves der også til London-Gatwick, Málaga og Palma de Mallorca.

På ruten til Oslo benytter Norwegian de ældre Boeing 737-300 fly med plads til 148 passagerer, mens de øvrige ruter betjenes af de nye og moderne Boeing 737-800 fly, hvoraf hovedparten har adgang til internet ombord.

Udover Berlin har Norwegian tidligere forsøgt sig med flyvninger fra den nordjyske lufthavn til en anden europæisk storby. Således måtte ruten fra Aalborg til Paris lukke i oktober 2010efter blot12 måneders drift.