Aalborg første destination til nyt KLM-fly

KLM Cityhopper får i marts leveret det første af 15 helt nye Embraer E175-fly. Det første fly indsættes på en af de fire daglige afgange mellem Amsterdam og Aalborg.

Fra den 27. marts øger KLM beflyvningen af Aalborg Lufthavn. Der opgraderes fra tre til fire daglige afgange. Men lufthavnen får ikke alene en ekstra afgang. Der bliver også premiere på en helt ny flytype, som KLM Cityhopper indfaser i flåden.

Fra foråret 2016 og frem til sommeren 2018 får KLM Cityhopper leveret i alt 15 helt nye Embraer E175-fly, der har plads til 88 passagerer.

Det allerførste fly skal indsættes på rotationen fra Amsterdam-Schiphol med rutenummer KL1329 med afgang 12.10 og ankomst i Aalborg kl. 13.30. Returflyvning på KL1330 finder sted kl. 14.00 med ankomst i Amsterdam kl. 15.25. Det fremgår af de seneste opdateringer på airlineroute.net.

Denne rotation er fra den 27. marts fastlagt til at finde sted alle ugens dage med undtagelse af lørdage. Hvad det første Embraer E175-fly derudover skal lave resten af dagen, har KLM endnu ikke løftet sløret for.

Det er hensigten, at E175´erne løbende skal erstatte de aldrende Fokker 70-fly, der har en gennemsnitsalder på 20 år og plads til i alt 80 passagerer.

Begrænset kapacitetsudvidelse
Selvom KLM indsætter den fjerde daglige afgang mellem Amsterdam og Aalborg bliver den udbudte kapacitet ikke automatisk opgraderet med 33 procent. Der bliver i første omgang tale om en kapacitetsudvidelse på knap 12 procent, da Amsterdam-ruten fra Aalborg får et noget andet mix af flytyper, end det er tilfældet i dag.

I dag benytter KLM Cityhopper Embraer E190-fly på de tre daglige afgange. Det betyder, at der samlet i begge retninger udbydes 4.200 sæder om ugen.

I det kommende sommertrafikprogram vil KLM Cityhopper flyve to daglige afgange med Fokker F70, seks ugentlige afgange med Embraer E175 samt en daglig afgang med Embraer E190. Dermed bliver der udbudt blot 4.696 sæder, selvom antallet af ugentlige flyvninger udvides fra 42 til 54.

Passagererne på Aalborg-Amsterdam ruten får i øvrigt fornøjelsen af i en periode fra den 9. februar og frem til omkring den 20. marts at flyve med de store Boeing 737-700 fly på morgen- og eftermiddagsafgangene. Dermed øges kapaciteten i den begrænsede periode med 100 til 132 sæder på de pågældende afgange.