(Foto: Morten Lund Madsen)

Aalborg: Vi runder 1,5 mio. i 2016

Udsigt til stor charterfremgang og fortsat udenrigsvækst gør, at Aalborg Lufthavn forventer at runde 1,5 mio. passagerer i 2016. Desuden har lufthavnen en international nyhed i ærmet.

Det bliver med stor sandsynlighed ikke i år, at Aalborg Lufthavn runder de 1,5 millioner årlige passagerer. Med 137.268 passagerer i oktober måned er lidt over 1.240.000 passagerer gået gennem terminalen i den nordjyske lufthavn i år. Og med de forventede passagertal for november og december forventes 2015-resultatet at ende på knap 1.450.000 passagerer. Det bedste resultat i lufthavnens historie, men ikke på den rigtige side af den magiske halvanden million passagerer.

Men den milepæl forventer Aalborg Lufthavns direktør at nå i 2016.

”Det mål når vi i 2016. Det baserer jeg på, at flere charterarrangører allerede nu har annonceret en kraftig oprustning med hensyn til charterflyvninger. Desuden kommer flere af vores ruteflyselskaber forhåbentlig til at udvide med flere frekvenser,” siger Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn.

I 2015 kunne han glæde sig over, at Lufthansa åbnede en ny rute til Frankfurt. En rute, som dog ikke har kannibaliseret KLM’s rute til Amsterdam. Både Lufthansa og KLM melder nemlig om fremgang. I stedet er markedet vokset.

En international nyhed
Lufthavnsdirektøren har desuden en nyhed lige på trapperne. En nyhed, som også vil få væsentlig positiv indflydelse på trafikudviklingen i 2016.

”Inden for de kommende uger kan vi forhåbentlig præsentere en international nyhed, som også vil betyde rigtig meget for vores forventninger om vækst i 2016,” lyder det hemmelighedsfuldt fra Søren Svendsen.

I oktober viste udenrigstrafikken en stigning på 36,5 procent i forhold til oktober 2014. 39.799 passagerer fløj direkte til udlandet. Til sammenligning var tallet 29.158 året før. Chartertrafikken viste en stigning på 27,0 procent. 20.354 feriegæster rejste fra Aalborg Lufthavn i oktober 2015 mod 16.024 passagerer i oktober 2014. Indenrigstrafikken viser et fald på 5.1 procent. Her rejste 77.115 passagerer i oktober 2015 mod 81.228 i oktober 2014.

Samlet betyder det, at i alt 137.268 passagerer rejste til og fra Aalborg Lufthavn. Det er et stigning på 8,6 procent i forhold til oktober sidste år, den gang rejste i alt 126.410 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn.

Foto: Morten Lund Madsen.