Årets første konkurs en realitet

Cyprus Airways stoppede alle operationer fredag efter at EU-Kommissionen meddelte, at 500 mio. kroner i statsstøtte skal betales tilbage.

2015 nåede kun at blive ni dage gammel før årets første konkurs for et større flyselskab var en realitet. Det er Cyprus Airways, som den cypriotiske regering fredag valgte at lukke efter 68 år som middelhavsøen Cyperns flyselskab.

Det skete da EU-Kommissionen meddelte, at det statsejede cypriotiske flyselskab skulle tilbagebetale knap 500 mio. kroner i ulovlig statsstøtte, som selskabet havde modtaget i 2012 og 2013. Penge som selskabet ikke havde. Og derfor så den cypriotiske regering ingen anden udvej end at lukke selskabet ned.

Forlænget kampen
Flyselskabet har siden 2007 modtaget statsstøtte ad flere omgange. EU-reglerne tillader stater at støtte nationale flyselskaber én gang. Betingelsen er så, at flyselskabet samtidig gennemfører en restruktureringsplan. Det er lykkedes for flere østeuropæiske selskaber inklusiv polske LOT.

EU-Kommissionen fandt imidlertid, at Cyprus Airways’ restruktureringsplan var urealistisk og at selskabet stadig ville have brug for statsstøtte i årene fremover.

”Cyprus Airways har modtaget store mængder offentlige midler siden 2007, men var ude af stand til at omstrukturere og blive levedygtig uden fortsat statsstøtte. At indsprøjte yderligere offentlige midler ville kun have forlænget kampen uden at opnå en turn-around,” siger EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Ryanair inde i billedet
Cyprus Airways havde 550 medarbejdere og seks Airbus A320-fly. Selskabet stod for 10 procent af flytrafikken til og fra middelhavsøen. For bare få år siden havde selskabet 30 procent af markedet. Den cypriotiske regering forsøgte i efteråret sidste år at finde private investorer, som kunne overtage selskabet. Blandt andre Ryanair var inde i billedet, men forsøget mislykkedes.