(Foto: Morten Lund Madsen)

Årets største rejsedag ikke så stor i år

Godt 95.000 passagerer gik fredag gennem Københavns Lufthavn på årets største rejsedag. Det var 3,6 procent færre end sidste års rekord-fredag.

Traditionen tro, så valfartede landets børnefamilier og skolelærere mod varmere himmelstrøg, så snart klokken fredag havde ringet ud på skoler over hele landet. Københavns Lufthavn var en af de mest populære veje for de ferie- og solhungrende til at komme ud af landet. Fredagen blev da også vanen tro indtil videre travleste dag. Således viser de foreløbige optællinger, at lufthavnen i fredags havde 95.113 passagerer.

Det er dog 3,6 procent færre passagerer end samme fredag sidste år. Her passerede 98.674 passagerer gennem lufthavnen. Det højeste antal passagerer nogensinde på én dag i lufthavnens 90 år lange historie, men også sølle 1.326 fra den magiske grænse på 100.000 passagerer.

Mere spredt ud
At lufthavnen heller ikke i år kom over 100.000 passagerer på én dag, skal måske tildels findes i at ferietrafikken tilsyneladende er begyndt at blive mere spredt ud. Flere tager afsted før skoleklokkerne har ringet ud. Således var Københavns Lufthavn torsdag også uhyre velbesøgt med 95.048 passagerer. Kun 65 færre end dagen efter. Og juni har indtil nu budt på seks dage med mere end 90.000 passagerer gennem lufthavnen, der er Danmarks og Nordens største lufthavn.

Opgørelserne over antallet af passagerer er dog ikke helt præcise. Således tæller feederpassagerer, der kommer ind med fly fra eksempelvis Aalborg, Aarhus eller svenske og norske provinsbyer og flyver videre ud i verden, to gange i statistikken. Som ankommende og som afgående passagerer. Sådan gør alle lufthavne.

Ifølge Københavns Lufthavn så er det indtil videre gået glat med at få de mange rejsende gennem lufthavnens sikkerhedskontrol, ligesom bagageanlægget indtil videre har kunne følge med.

Københavns Lufthavns finger C. Foto: Morten Lund Madsen.