Landside i Aalborg Lufthavn. (Foto: AAL)

Århus Charter vender blikket mod nord

Selvom Århus Charter er på hjemmebane i Aarhus Lufthavn, så vælger charterarrangøren at øge med tre ny destinationer fra Aalborg Lufthavn på delte charterfly.

Aarhus Lufthavn og Århus Charter har en fælles historie. Det var nemlig i Aarhus Lufthavn, at Århus Charter etablerede sit første kontor, da den aarhusianske charterarrangør blev etableret i 1988.

Sidenhen er Århus Charter vokset til en størrelse, hvor der sidste år var 21.500 gæster, der tog på charterferie med bureauet, der næste år kan fejre 30 års jubilæum. Væksten har da også betydet, at det er blevet nødvendigt at flyve fra andre lufthavne, da det ikke alene er det trofaste kundeklientel i Aarhus-området, der ønsker at opleve den personlige service, som Århus Charter er kendt for at yde.

Således har Århus Charter valgt at tilbyde kendte rejsemål som Kreta, Rhodos og Side (Tyrkiet) fra Aalborg Lufthavn i den kommende sommer. Det kommer i tillæg til rejserne til græske Zakynthos, som Århus Charter i flere år har udbudt fra den nordjyske lufthavn.

Deler fly med SunCharter
Ekspansionen i Aalborg Lufthavn betyder dog ikke, at Århus Charter har kontraheret egne fly til de tre nye destinationer. I stedet har man valgt at dele flyene med søsterselskabet SunCharter, der ligesom Århus Charter er en del af Primo Tours-koncernen.

“Vi har taget halvdelen eller en tredjedel af sæderne på flyene. Det er ikke fordi, at SunCharter ikke selv kan sælge det, men vi har tidligere haft en stor kundebase i Nordjylland, og vi vil gerne have fat i de nordjyder, der udelukkende vil rejse med Århus Charter,” siger bureauchef Henrik G. Jensen fra Århus Charter til CHECK-IN.dk.

Hos Århus Charter afviser man, at der bliver konkurreret internt med SunCharter. Det er dog svært at beskrive det på en anden måde, når den aarhusianske charterarrangør pludselig skal udbyde et større antal rejser i SunCharters primære markedsområde.

“Det er ikke nødvendigvis konkurrence. Vi udbyder separate produkter og forskellige hoteller, og begge udbydere har trofaste gæster. Hver især har vi vores egen baselufthavn med nogle få undtagelser. Det handler om at give vores trofaste kunder, hvad de gerne vil have og fra den lufthavn, som de ønsker at rejse,” understreger Århus Charter-chefen.

DAT skal flyve alle afgange
Det bliver Danish Air Transport (DAT), der skal flyve gæsterne til Grækenland og Tyrkiet med selskabets Airbus A320-200, der har plads til 180 passagerer. Tidligere fløj SunCharter-gæsterne med SAS, men Primo Tours-koncernen har lavet en eksklusivaftale med DAT, som skal flyve samtlige afgange for de tre charterarrangører i den Ringkøbing-baserede rejsekoncern.

Da Århus Charter oprindeligt blev etableret valgte man dengang at indgå en ekslusivaftale med hedengangne Maersk Air. Denne aftale blev sidenhen overtaget af SAS, og nu er det DAT, der flyver gæsterne på ferie.

Trods et øget antal rejser i udbud fra Aalborg Lufthavn har Århus Charter ikke valgt at skære ned på aktiviteterne i Aarhus Lufthavn. Herfra flyves der stadig til Mallorca, Cypern og Sivota/Ithaca, hvilket vil sige tre fly og fire destinationer. Om vinteren har Århus Charter henholdsvis Tenerife og Madeira på programmet.

 

Relaterede artikler:

Nyt charterferiemål fra Aarhus Lufthavn

Chartertrafik trak Aarhus Lufthavn ned

Færre chartergæster i Aarhus Lufthavn

Gratis parkering for chartergæster i Aarhus

Officielt: Primo Tours overtager Århus Charter

 

x

Læs Også

Flyselskaber begejstrede over takstnedsættelse

Danish Air Transport og SAS tager begge positivt imod Københavns Lufthavns udspil om at sænke taksterne fra den 1. april 2018, og der er prisnedsættelser på vej.

VisitDenmark: Mahan-rute hurtigt glemt

Danmark gik med lukningen af iranske Mahan Airs CPH-rute i 2017 glip af op mod 10.000 kinesiske overnatninger, vurderer VisitDenmark.

Ny Nordica-rute til København

Det estiske flyselskab Nordica, der i forvejen flyver for SAS, åbner næste forår den tredje direkte rute til Københavns Lufthavn.

SAS-fly skal lande på taxivej

Hovedbanen i Thessaloniki Makedonia-lufthavnen er midlertidigt lukket, og derfor skal flyene lande på en taxivej. EasyJet afviser at sikkerhedsmæssige årsager, men SAS gennemfører.

SAS i kraftig reduktion på Miami-rute

SAS lagde ud med daglige flyvninger fra Skandinavien til Miami, men i den kommende sommer flyves der kun tre gange om ugen.

Begejstring i Miami over skandinaviske ruter

SAS’ direkte ruter fra de skandinaviske hovedstæder har givet pote for Miami International Airport med 140.000 passagerer i de første 12 måneder.