Aarhus laver endnu en lufthavnsanalyse

Aarhus Kommune vil tage luftfartsselskaber med på råd, når kommunen i de kommende måneder bruger en halv million kroner på endnu en analyse af mulighederne for at anlægge en storlufthavn.

Aarhus Kommune kommer med stor sandsynlighed til at bruge yderligere mindst 500.000 kroner på undersøgelser i relation til ideen om at anlægge en ny storlufthavn nordvest for Aarhus nær E45-motorvejen. På et møde mandag vedtog Aarhus Byråds Magistrat at følge en indstilling fra borgmester Jacob Bundsgaard og bevilge 500.000 kroner til at få lavet en forundersøgelse af trafikgrundlag, samfundsøkonomiske konsekvenser og forretningsgrundlag samt detaljerede økonomiske vurderinger vedrørende anlæg, drift og finansiering.

Nu er det op til Aarhus Byråd at godkende igangsættelsen af arbejdet med forundersøgelsen.

Nægtede at huse lufthavn
Konsulentfirmaet Grontmij udarbejdede i foråret 2015 en analyse af mulighederne for at anlægge en ny Aarhus Lufthavn for Aarhus Byråd. På baggrund af analysen besluttede byrådet at arbejde videre med muligheden for at etablere en ny lufthavn ved Thomasminde nordvest for byen.

Grontmij anbefalede en anden placering sydvest for byen. Men da den lå i Skanderborg Kommune og Skanderborgs borgmester kategorisk nægtede at huse en ny lufthavn, så måtte Aarhus Kommune gå videre med placeringen ved Thomasminde – som ligger i Aarhus Kommune.

Konsekvenser for andre lufthavne
Sagen har efterfølgende været drøftet med Transportminister Hans Christian Schmidt på et møde i september. Her blev det aftalt, at Aarhus Kommune – inden der udarbejdes en egentlig ansøgning om tilladelse til at etablere en ny lufthavn – i første omgang skulle igangsætte en forundersøgelse.

Den skal primært omhandle en trafikal prognose/markedsgrundlag og samfundsøkonomi, samt præciseringer omkring udgifterne til anlæg, drift og finansiering af lufthavnen. Undersøgelsen skal blandt andet se på hvilke konsekvenser det vil få for andre jyske lufthavne, at der anlægges en ny stor lufthavn. Desuden skal luftfartsselskaber, der kunne tænkes at ville anvende den nye lufthavn, høres. Det skal ske for at kunne udarbejde en prognose for den forventede trafikmængde. Endelig skal analysen forholde sig til fremtiden for den eksisterende Aarhus-lufthavn samt hvordan projektet harmonerer med EU’s statsstøtteregler.

Undersøgelsen skal sendes i høring blandt relevante interessenter. Der er således ikke tale om en decideret ny tilbundsgående analyse, men en supplerende analyse som kan bygge ovenpå Grontmijs analyse. Foranalysen forventes at kunne fremlægges for Aarhus Byråd og offentligheden til maj næste år.

Står isoleret
Resultatet af de indledende forundersøgelser vil danne grundlag for en drøftelse af projektet mellem Aarhus Kommune og Transport- og Bygningsministeriet, inden Aarhus Kommune eventuelt vælger at gå i gang med at udarbejde en egentlig ansøgning til Transport- og Bygningsministeriet.

Aarhus Kommune står isoleret i det østjyske med ønsket om at undersøge muligheden for at anlægge en ny lufthavn. Ingen andre kommuner nærer samme behov for at få sagen undersøgt. Og blandt de fire øvrige kommunale ejere af den nuværende Aarhus-lufthavn, er der frustration over at Aarhus Kommune arbejder videre med projektet. Det skaber usikkerhed om den nuværende lufthavns fremtid. Og det er lige præcis det den skrantende lufthavn ikke har brug for, pointerer medejerne.