Aarhus Lufthavn får økonomisk håndsrækning

Aarhus Lufthavn vil gerne have ejerne til at investere i en udvikling af lufthavnen. I første omgang skal de dog redde lufthavnen ud af en likviditetskrise som følge af Cimber Sterlings konkurs.

Oprindeligt skulle Aarhus Lufthavn allerede nu være i gang med at opgradere lufthavnens faciliteter efter at de fem kommuner, der ejer lufthavnen, tidligere i år havde bevilliget 50 mio. kroner. Men Cimber Sterlings konkurs og en efterfølgende stor passagernedgang i Aarhus Lufthavn satte en stopper for den plan, og pengene blev aldrig bevilliget.

Nu prøver lufthavnen igen. Men krisen efter Cimber Sterling-konkursen har påvirket lufthavnens økonomi så meget, at kommunerne i første omgang skal styrke lufthavnens likviditet med 10 mio. kroner.

Udnytte markedspotentiale
For godt et år siden barslede bestyrelsen i Aarhus Lufthavn med en ny og ambitiøs strategi for lufthavnen.

”Strategien tog afsæt i den markant forbedrede markedssituation for lufthavnen udløst af åbningen af Djursland Motorvejen og Ny Lufthavnsvej, der med et slag øgede lufthavnens 1,5 times ”catchment area” med 50 procent. Med den nye strategi skulle lufthavnen kunne udnytte det nye markedspotentiale fuldt ud. Strategien indebærer bl.a. en række investeringer i opgradering af terminalbygningen, forbedrede faciliteter i parkeringsområdet og forbedrede garageforhold til lufthavnens materiel,” forklarer Aarhus Lufthavns direktør, Ole Paaske.

Vurderingen var på det tidspunkt, at i det aktuelle investerings- og lånemiljø, ville et sådant initiativ være betinget af egenfinansiering. Derfor tog Ole Paaske og bestyrelsesformand Ango Winther omkring årsskiftet 2011/2012 på et ”road-show” for at præsentere planerne for lufthavnens ejere, fem østjyske kommuner. Planerne indebar, at kommunerne skulle skyde i alt 50 mio. kroner i projektet.

Påvirket af konkursen
Processen blev imidlertid midlertidigt afsporet af Cimber Sterlings konkurs i maj måned, der har resulteret i en stor passagernedgang i Aarhus Lufthavn.

”De budgetter og forretningsplaner der lå til grund for kapitaludvidelsen blev i sagens natur påvirket af konkursen og passagernedgangen,” understreger Ole Paaske.

Omkring halvdelen af passagererne er forsvundet på indenrigsruten fra Aarhus til København efter konkursen, som barberede antallet af daglige frekvenser kraftigt ned. I en lang periode fløj SAS kun fire gange om dagen på ruten.

Nedgangen har sat lufthavnens likviditet under pres.

”Derfor arbejder vi nu med at dele den oprindelige plan op i to tempi. Den 1. januar er det således planen, at kommunerne skal komme op med 10 mio. kroner til at klare likviditetsproblemerne,” siger Ole Paaske.

Udarbejde revideret strategi
Den akutte kapitalindskydelse skal desuden være med til at sikre arbejdsro omkring det fremadrettede arbejde med den oprindelige strategi. Lufthavnens direktør og bestyrelsesformand vil bruge den kommende vinter på at udarbejde en revideret strategi, hvor kommunerne bliver bedt om at bidrage med 40 mio. kroner over tre år. Oplægget fra lufthavnens ledelse forventes at indgå i de respektive ejeres budgetforhandlinger i efteråret 2013.