Administrerende direktør i Aarhus Lufthavn, Peter Høgsberg.

Aarhus Lufthavn vil i dialog med rejsebranchen

Peter Høgsberg, der er nytiltrådt direktør i Aarhus Lufthavn, vil gerne høre rejsebranchens idéer og kommentarer til den fortsatte udvikling af lufthavnen. Det sker ved et dialogmøde på fredag.

Rejsebranchen i Aarhus-regionen skal være med til at fortælle Aarhus Lufthavn, i hvilken retning man skal bevæge sig. Det sker på initiativ af lufthavnens nye administrerende direktør Peter Høgsberg, der tiltrådte den 1. juli.

Han har inviteret den aarhusianske rejsebranche til et dialogmøde fredag den 27. september i kulturhuset Hermans, der ligger i Tivoli Friheden. Dialogmødet bliver en optakt til Let´s Go rejsemessen, der afholdes den 28. og 29. september samme sted.

“Vi har rigtig meget brug for jeres mening, idéer og kommentarer til den fortsatte udvikling af vores lufthavn,“ skriver Peter Høgsberg i en invitation til rejsebranchen. Invitationen har lufthavnsdirektøren sendt ud til mellem 30 og 40 rejsebureauer, der primært har domicil i Østjylland.

“Jeg vil gerne gøre opmærksom på vores eksistens. Rejsebureauernes med kunder fra Aarhus-området skal gøres opmærksom på, at lufthavnen findes,“ siger Peter Høgsberg til CHECK-IN.dk.

Dialog er vigtig
Lufthavnsdirektøren er af den opfattelse, at dialog er vigtig. Især med dem der rejser fra lufthavnen, og dem der sælger billetter fra lufthavnen. Men han er også bevidst om de begrænsninger, der betyder, at man ikke kan opfylde alle ønskerne fra interessenterne.

“Jeg vil gerne forpligte mig. Men det kan jeg kun gøre efter evne samt hvor det kan lade sig gøre. Jeg har ikke selv en flyvemaskine,“ siger Peter Høgsberg.

Mulighederne skal være realistiske og med en høj overlevelsesmulighed. Ellers nytter det ikke noget, mener lufthavnschefen, der dermed på forhånd udelukker “otte daglige afgange til Frankfurt“. I stedet vil han søge større opbakning til de ruter, som lufthavnen allerede har samt kommende ruter.

“Når vi har et nyt produkt på hylden, er det vigtigt, at vi har en opbakning fra de lokale rejsebureauer. Vi skal ind og kigge på vanetænkning og dermed have folk til at gøre noget andet, end de plejer,“ mener lufthavnsdirektøren, der forventer mellem 25 og 30 repræsentanter fra rejsebureauerne til dialogmødet.