Æresport i Billund Lufthavn

Rejsende fra Billund Lufthavn vil søndag den 29. november blive fejret med en æresport i anledning af 25-året for brud på SAS-monopolet.

Det tidligere MAERSK AIR åbnede den 29. november 1984 en flyrute mellem Billund og Southend, der ligger ca. 100 km sydøst for London. Flytypen var en Dash-7 med plads til 50 passagerer.

Ruten var dengang kommet i stand gennem et nyt EF-direktiv, der åbnede op for flyvning mellem sekundære lufthavn med minimum 400 kilometers mellemrum – og med anvendelse af mindre fly. Indtil da havde SAS og Københavns Lufthavn haft eneretten på den danske udenrigslufttrafik.

MAERSK AIR havde dengang bemærket, at jyder og fynboer skulle en omvej via København, hvis de skulle flyve til udlandet. Derfor var selskabet klar til at bryde SAS-monopolet og opdyrke et nyt marked.

Det igangsatte en udvikling, hvor MAERSK AIR og Billund Lufthavn voksede i noget nær samme takt. Der blev åbnet en lang række ruter fra Billund til europæiske hovedstæder og hubs. Sidenhen blev MAERSK AIR overtaget af Sterling Airlines, mens Cimber overtog konkursboet efter Sterling Airlines, da selskabet krakkede i slutningen af 2008.

BH og JKJ

Direktør Jørgen Krab Jørgensen og Bestyrelsesformand Bjarne Hansen

Foto: Jonas M. Kunzendorf

Men id ag kan lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen konstatere, at der er godt 30 udenrigsruter fra Billund – og flere er på vej.

I efteråret 2009 flyver tre forskellige flyselskaber fra Billund til hver sin London-lufthavn. Cimber Sterling flyver til Gatwick, SUN-AIR til London City og Ryanair til Stansted.

“Det glæder mig, at MAERSK AIR´s initiativ for 25 år siden har udviklet sig til de mange direkte ruter fra Billund og til, at der nu er op til 7 daglige afgange mellem Billund og London med et årligt passagertal på 300.000,“ udtaler daværende administrerende direktør i MAERSK AIR og nuværende bestyrelsesformand i Billund Lufthavn, Bjarne Hansen.