- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Aeroflot med stor vækst i 2017

Aeroflot Groups moderselskab har offentliggjort sit regnskab for 2017 både for koncernen, der ud over Aeroflot Russian Airlines, omfatter Rossiya, Aurora og Pobeda, samt for Aeroflot selskabet.

I løbet af de 12 måneder havde Aeroflot Group 50,1 millioner passagerer, en vækst på 15,4 procent i forhold til 2016. Aeroflot-flyselskabet havde 32,8 millioner passagerer, en fremgang på 13,3 procent fra sidste år.

Fremgangen i solgte sædekilometer for koncernen blev 16,2 procent og for selskabet 11,0 procent, mens de udbudte sædekilometer forøgedes med 14,2 procent for Aeroflot Group og med 10,3 procent for Aeroflot flyselskabet. Belægningen for koncernen steg med 1,4 procentpoint til 82,8 procent og for flyselskabet med 0,5 procentpoint til 81,8 procent.

I december 2017 havde Aeroflot Group 3,8 millioner passagerer, en vækst på 9,6 procent fra 2016, mens Aeroflot flyselskabet havde 2,6 millioner passagerer – en vækst på 8,7 procent i forhold til december året før.

Også vækst i december
I december 2017 steg antallet af passagerer på koncernens internationale ruter med 11,0 procent mens de solgte sædekilometer løftede sig med 10,2 procent.

Antal passagerer på Aeroflot flyselskabets internationale ruter steg med 8,7 procent, og antallet af solgte sædekilometer voksede med 8,5 procent og kapaciteten med 9,0 procent.

Væksten i det internationale segment blev drevet af en stabil efterspørgsel og en styrket Rubel, stigende frekvenser og lanceringen af flygninger til nye internationale destinationer. Desuden var der en betydelig udvikling af Rossiyas partnerskab med rejsearrangører og et udviklet internationalt rutenet for Pobeda. Kabinefaktoren steg med 1,3 procentpoint til 78,6 procent for koncernen. For flyselskabet gik kabinefaktoren tilbage med 0,1 procentpoint til 77,1 procent.

Relaterede artikler:

Aeroflot på vej ind i verdenseliten

Aeroflot vil købe kriseramt konkurrent

Russere bekræfter ankomst til CPH