Air Asia X kan overhale Norwegians langruteplaner

Det succesfulde malaysiske lavprisflyselskab Air Asia X har sendt selskabets europæiske langrute-ekspansion i udbud. Det asiatiske selskab har flere gange tilkendegivet interesse for det skandinaviske marked, hvorfor Norwegian kan risikere at blive overhalet indenom på langrute-satsningen.

Luftfartsselskaber, der penetrerer nye markeder, sigter ofte efter den velkendte “First Mover Advantage“, der kan skabe en god position, inden konkurrenterne oversvømmer det selvsamme marked.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian harblikket stift rettet mod en langrutesatsning i slutningen af 2012 eller begyndelsen af 2013. Men selskabet er afhængig af leverancer af nye Boeing 787 Dreamliner-fly, der skal anvendes til langruterne. Og den endelig leveringsdato for de første fly kendes endnu ikke på grund af forsinkelser hos den amerikanske flyproducent Boeing Company.

Derfor kan Norwegian meget vel risikere at blive overhalet indenom af det malaysiske lavprisflyselskab Air Asia X, der netop har sendt selskabets europæiske langrute-ekspansion i udbud.

Det såkaldte Request for Proposal (RFP) skal få interesserede lufthavne til at byde ind påden europæiske ekspansion, der vil finde sted fra 2012, når Air Asia Xmodtager den første af fem nye Airbus A330-200 fly, ligesåvel som eksisterende Airbus A340-300-fly skalomdisponeres til det europæiske marked.

Air Asia X flyver allerede i dag fra Malaysias hovedstad Kuala Lumpur til London og Paris. Da selskabet åbnede ruten til Paris-Orly den 14. februar i år var introduktionspriserne 99 Euro pr. enkeltrejse, hvilket er 25 procent under den enkeltvejspris på 1.000 kroner, som Norwegian har indikeret for selskabets kommende rute til Bangkok.

Det skandinaviske marked er tydeligvis i kikkerten hos Air Asia X, når den forestående europæiske ekspansion skal indledes. “Markeder som Skandinavien og Spanien er interessante for os, fordi de er underforsynede med langruter i forhold til rejselysten hos befolkningen,“ sagde Air Asia X´s koncernchefAzran Osam Rani for nylig i et interview med et internationalt anerkendt rejsemagasin.

Fristen for ansøgning om prækvalificering er sat til den 1. august 2011. En måned senere forventer Air Asia X at have indsnævret feltet af lufthavne, som man ønsker at gå i realitetsdrøftelser med. Her vil Københavns Lufthavn naturligvis være en af ansøgerne, og formentlig også med i slutfeltet.

“I lighed med, hvad vi har opnået i Asien, ser vi frem til at male Europa rød,“ siger Senthil Balan, Head of Network Planning & Regulatory Affairs, AirAsia X med henvisning til selskabets røde farve, der indgår i brand og markedsføring. “Vi betjener allerede London og Paris, og vi ser frem til at udnytte de forskellige andre rutemuligheder i Europa.“