Air France Airbus A380-800 (F-HPJE). Foto: Tomás Del Coro | Creative Commons 2.0

Air France vil halvere sin A380-flåde

De store Airbus A380-fly er blevet for dyre og ustabile for Air France, som allerede i slutningen af 2019 vil skille sig af med to A380ere.

Hele verden spærrede øjnene op, da den 277 ton tunge Airbus A380 første gang gik i luften fra lufthavnen i Toulouse den 27. april 2005. To år senere satte Singapore Airlines som det første selskab flyet i drift, og siden gik A380eren sin sejrsgang verden over, hvor adskillige flyselskaber fik det store langdistancefly i flåden.

Her 11 år senere er glansen gået af A380eren. Airbus har svært ved at få nye ordrer på flytypen, og end ikke de brugte A380ere, som flyselskaber i stigende grad skiller sig af med, er der et marked for.

Air France anskaffede i 2009 sin første A380er, og var dermed blandt de første flyselskaber i verden, som satsede på flytypen. I dag har Air France 10 A380 i flåden, men der har de seneste uger været spekulationer om, hvorvidt den nye Air France-KLM-koncernchef, canadiske Benjamin Smith, ville omgøre sin forgængers beslutning om at beholde A380erne.

Stort brændstofforbrug og tekniske problemer
A380erne i Air France har været plaget af mange tekniske problemer og har et højere brændstofforbrug end selskabets Boeing 777-300ER og Airbus A350 langdistancefly.

Efter flere uger med spænding har Benjamin Smith nu endelig bekræftet, at Air France fortsat skal have A380 i flåden, og at man vil investere i en større modernisering af flyenes kabiner. Samtidig skal selskabets A380-flåde dog på længere sigt reduceres fra de nuværende 10 fly til fem fly, skriver det førende franske erhvervsmedie Les Échos.

Allerede næste år vil Air France ifølge det franske medie returnere to leasede A380ere, når leasingkontrakterne udløber i slutningen af 2019. Tilbage i 2016 besluttede selskabet at droppe de sidste to fly ud af en oprindelig ordre på 12 A380. Air France foretrækker i stedet at anskaffe flere A350ere, ligesom man også holder fast i Boeing 777erne.

Alvorligt motorhavari over Grønland
I sommeren 2017 havde Air France omkring 20 aflyste A380-flyvninger på grund af tekniske problemer, og også i vintersæsonen 2017-2018 var der et betydeligt antal operationelle hændelser med flytypen.

Den alvorligste hændelse skete, da en af de fire motorer på en A380 på vej til Los Angeles i november 2017 havarerede, mens flyet befandt sig over Grønland. Store dele af motorens front med luftindtag og fan-sektion blev revet af ved det voldsomme havari, og flyet måtte efterfølgende sikkerhedslande i Goose Bay i Canada.

A380’erne er den eneste flytype i Air France langdistancefly, som endnu ikke er indrettet med det nye ”Best”-kabinedesign, men det vil selskabet begynde at introducere på A380-flåden fra 2020 ifølge Les Échos.

 

Relaterede artikler:

Danske forskere på jagt efter A380-dele i Grønland

Air France annullerer Airbus A380-fly

Air France indsætter A380 på Paris-London ruten