Air France-KLM sælger CItyJet

Tyske Intro Aviation har afgivet et fast bud på City Jet, der er et selskab i Air France-KLM Gruppen. Transaktionen ventes gennemført i begyndelsen af 2014.

Strategiske ændringer hos de store luftfartskoncerner betyder ofte, at der i opgangstider købes flyselskaber, der kan medvirke til at skabe øget værdi for hovedforretningen, mens der i nedgangstider sælges fra.

Hos Air France-KLM er man i gang med at gennemføre omstruktureringsplanen “Transform 2015“, der også omfatter frasalg af aktiviteter, der ikke længere understøtter hovedforretningen. Det har betydet, at det irske datterselskab CityJet i et stykke tid har været på salgslisten.

Umiddelbart før jul fik Air France-KLM et fast bud fra den tyske luftfartsvirksomhed Intro Aviation GmbH, der ønsker at købe CityJet og datterselskabet VLM.

Air France erhvervede sig det fulde ejerskab af CityJet tilbage i år 2000, da man købte 67 procent af selskabet Air Foyle. Datterselskabet VLM erhvervede Air France-KLM sig det fulde ejerskab for seks år siden, hvor man købte aktiemajoriteten fra Panta Holdings.

I forbindelse med offentliggørelsen af buddet fra Intro Aviation oplyser parterne, at det kommercielle samarbejde med Air France vil fortsætte trods det nye ejerskab samt at transaktionen ventes gennemført i løbet af første kvartal 2014.

CityJet beskæftiger en flåde på 19 fly af typen British Aerospace BAe146/Avro RJ samt 12 ældre Fokker F50 turbopropfly.

Speciale i turnarounds
IntroAviation GmbH, der er den fremtidige ejer af CityJet og datterselskabet VLM, er kendt for sin konsulentvirksomhed indenfor luftfart. Som en del af konsulentopgaven tager IntroAvition GmbH ofte medejerskab af virksomheden og tilbyder også at købe flyselskaber med henblik på senere videresalg.

I 2003 var British Airways klar til at lukke datterselskabet Deutsche BA. I stedet overtog IntroAviation 100 procent af aktiekapitalen og gennemførte en turnaround med relancering under navnet flydba.com. En nogenlunde tilsvarende manøvre blev lavet med LTU Group, som den tyske virksomhed erhvervede i 2006 og året efter videresolgte til Airberlin.

En af de seneste investeringer foretaget af IntroAviation er sket i østrigske InterSky Luftfahrt GmbH, hvor man ejer 74,9 procent af aktierne. Ifølge IntroAviation har InterSky en organisation, der tilsvarer en stor luftfartsvirksomhed, hvorfor man vil benytte ekspertisen i selskabet, teknologien og den uafhængige salgsorganisation som platform for fremtidige forretningsaktiviteter.

Derfor kan det forventes, at CityJet og VLM Airlines på en eller anden måde vil blive integreret i et samarbejde med InterSky. InterSky flyver året rundt fra Friedrichshafen til destinationer i Østrig, Tyskland og Schweiz, mens selskabet om sommeren tilbyder sæsonruter til Italien, Spanien og Kroatien.

CityJet flyver ud af Paris, Dublin, London City Airport og Cardiff, mens VLM Airlines har koncentreret sine ruter omkring baserne i Rotterdam, Antwerpen og London City Airport.