Air France vil flyve til Brasiliens hovedstad

Air France vil fra næste forår åbne en rute fra Paris til Brasilia, der er hovedstaden i Brasilien. Herudover vil det franske flyselskab betjene Sao Paulo-ruten med Airbus A380, der således får premiere på det sydamerikanske kontinent.

Den 31. marts 2014 føjer Air France en ny destination til rutenetværket. Der er tale om den brasilianske hovedstad Brasilia, hvortil Air France vil flyve tre gange om ugen fra Paris-Charles de Gaulle lufthavnen.

Air France har indrettet tidtabellen med afgange på mandage, onsdage og fredage fra Paris. Der benyttes Boeing 777-200 fly, der er indrettet med 309 sæder fordelt på 35 i Business Class, 24 i Premium Economy samt med plads til 250 passagerer på Economy Class.

Med ruten til Brasilia vil Air France blive det eneste flyselskab, der tilbyder direkte flyvninger fra Europa til den brasilianske hovedstad. I dag er det nødvendigt at rejse via Recife, Rio de Janeiro eller Sao Paulo for at komme til Brasilia.

Brasilia er en by med over 2 mio. indbyggere, der blev kunstigt opført på 41 måneder fra 1956 til 1960.

A380 til VM fodbold i Sao Paulo
En ny destination i Brasilien er ikke den eneste nyhed fra det franske flyselskab. Air France planlægger også at indsætte Airbus A380 megajumboen på ruten til Sao Paulo i første halvår af 2014. Det kræver dog de brasilianske myndigheders godkendelse, førend operationen med det 516 sæder store fly endeligt kan bekræftes. Det bliver i givet fald første gang, at A380´eren kommer i fast rutefart til det sydamerikanske kontinent.

Der sker også forbedringer på ruten fra Paris til Rio de Janeiro. På natflyet, der afgår kl. 23.30 fra den franske hovedstadslufthavn, vil der fra 30. marts 2014 blive indsat Boeing 777-300 fly i stedet for Boeing 747-400, der betjener ruten i dag. Det betyder, at der vil være 381 sæder til rådighed med 42 i Business Class, 24 i Premium Economy og 315 sæder i Economy Class. Dermed får rejsende på natflyet også adgang til Premium Economy-sæder, hvilket hidtil kun har været forbeholdt rejsende på formiddagsafgangen fra Paris.

“Brasilien er et af Air France-KLM´s prioriterede markeder. Ikke alene fordi landet vil være vært for verdensmesterskaberne i fodbold i 2014 og Olympiske Lege i 2016, men også på grund af landets regionale og globale omdømme. Det er grunden til, at vi fortsætter med at investere i og støtte landets økonomiske udvikling med vort omfattende flytilbud og innovative ruter mellem Brasilien og resten af verden via vores to hubs,“ siger Patrick Alexandre, der er koncerndirektør med ansvar for salg og markedsføring hos Air France-KLM.

Opgraderingen på Brasilien-ruterne skal som Air France-direktøren antyder også ses i lyset af, at slutrunden om verdensmesterskaberne i fodbold afvikles fra 13. juni til 13. juli næste år med Brasilien som værtsnation. Der spilles i 12 byer, hvoraf Brasilia, Rio de Janeiro og Sao Paulo er tre af dem. Frankrig har endnu ikke kvalificeret til slutrunden. Indtil videre er det Belgien, England, Italien, Holland, Tyskland, Schweiz, Spanien, Rusland og Bosnien-Hercegovina der er sikre på at indtage en af de 13 pladser, som det europæiske fodboldforbund UEFA råder over.