Air Greenland opgiver Canada-rute

For lille efterspørgsel får Air Greenland til at opgive sommerrute til Canada efter tre år.

Selvom det må betegnes som en af verdens største smutveje, så er interessen for at flyve direkte mellem Grønlands hovedstad Nuuk og den canadiske by Iqaluit ikke stor nok. I hvert fald ikke til at opretholde den flyrute, som Air Greenland de sidste tre år har haft mellem de to byer fra midten af juni til slutningen af september.

Derfor har Air Greenland valgt ikke at ville åbne ruten i år. Det betyder at en flyvetur på under to timer nu bliver erstattet af en 2-3 dage lang rejse for de, der ønsker at rejse mellem de to byer. Rejsende fra Nuuk skal over atlantlufthavnen i Kangerlussuaq til København og herfra videre med Air Canada til Toronto eller SAS til Newark. Herfra skal man så flyve til Ottawa eller Montreal, hvorfra der er fly til Iqaluit. I alt fem flyvninger.

Nem smutvej
Da ruten blev oprettet i 2012 var tanken, at det skulle være en nem smutvej for turister, men også for mine- og olieindustrien. Samtidig håbede Air Greenland på at embedsmænd og politikere fra Grønland og delstaten Nunavut, hvor Iqaluit er hovedstad, ville bruge flyruten. Grønlands Selvstyre og Nunavut arbejder nemlig tæt sammen omkring arktiske forhold.

Efterspørgslen har dog ikke været så stor som Air Greenland havde regnet med. Selskabet har i de tre år ruten eksisterede anvendt 34-personers Dash-8 fly og fløjet to rotationer om ugen.

Fra 1979 til 1993 fløj Air Greenland også på ruten.