- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airberlin-fly til Billund måtte vende om

Et SAAB 2000-fly fra schweiziske Etihad Regional. der flyver for Airberlin, måtte vende om efter et mislykket landingsforsøg i for lav højde i Billund Lufthavn. Hændelsen efterforskes af den schweiziske havarikommission.

Den schweiziske havarikommission STSB har indledt en undersøgelse af en hændelse, der foregik den 10. december på en flyvning fra Berlin til Billund.

At schweizerne kommer ind i billedet, hænger sammen med, at Airberlin har hyret flyselskabet Darwin Airline – også kendt som Etihad Regional – til at flyve for sig på ruten mellem Berlin og Billund.

Det var netop på denne rute, at et SAAB2000-fly fra det schweiziske flyselskab med 26 passagerer og tre besætningsmedlemmer den 10. december forsøgte at gennemføre en flyvning fra Berlin til Billund.

Flyvningen med rutenummer AB8054 havde planlagt ankomst i Billund Lufthavn kl. 14.10, men SAAB-flyet var tilsyneladende en smule forsinket, og i forbindelse med anflyvningen af den sydjyske lufthavn havde piloterne ved en fejl kommet ind i for lav højde og måtte efterfølgende afbryde landingen, da afstanden til terrænet foran banen var blevet reduceret til under minimum.

Følgende valgte piloterne at returnere til Berlin-Tegel, hvor flyet ifølge Aviation Herald landede 70 minutter senere.

Rapporteret som “alvorlig hændelse“
Hændelsen, der skete kl. 14.21, blev indrapporteret til Havarikommissionen i Danmark, der efterfølgende overgav sagen til schweiziske STSB med klassifikationen “alvorlig hændelse“.

Der forlyder på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, hvorfor flyet ved anflyvningen var kommet i for lav en højde, men de vejrmæssige forhold kan have spillet ind på såvel hændelsen samt beslutningen om at returnere til Berlin.

På tidspunktet, hvor SAAB-flyet forsøgte sig med landing på Billund Lufthavns bane 27 blæst det med en vindhastighed på 10 sekundmeter på tværs af banen med 15 sekundmeter i vindstødene. Herudover var der en sigtbarhed på under 200 meter.

Flyet fra Darwin Airline (Etihad Regional), der var impliceret i hændelsen ved Billund, har registreringen HB-IZW og er næsten 20 år gammelt. Flyet ejes af Nordic Aviation Capital A/S i Billund, der er en af verdens største leasingselskaber inden for turbopropfly.