Airberlin opruster på USA-ruter

Tysklands næststørste luftfartsselskab øger antallet af frekvenser på sine ruter fra Berlin og Düsseldorf til USA.

Skandalen med den stærkt forsinkede Brandenburg storlufthavn syd for Berlin får ikke airberlin til at sidde på hænderne og vente på, at lufthavnen en dag bliver færdig. Tysklands næststørste luftfartsselskab arbejder derimod ufortrødent videre med at styrke sit net af ruter til USA fra Berlin Tegel lufthavnen og selskabets andet trafikknudepunkt i Düsseldorf.

Airberlin arbejder intenst på at stjæle passagerer fra SAS og har også mindst fire daglige flyvninger fra København til Berlin og to til Düssedorf. Og nu styrker selskabet sit USA-produkt ved at øge antallet af frekvenser på fire ruter i vinterflyveplanen 2013/2014. Det er fra Berlin til New York samt fra Düsseldorf til New York, Miami og Fort Myers i Florida.

“USA er et populært rejsemål hos vore europæiske passagerer. Vi reagerer derfor på den stigende efterspørgsel, og efter en forøgelse af afgangene i den aktuelle sommerflyveplan udbygger vi nu også vores vinterflyveplan for USA. Således kan vores passagerer i vintersæsonen rejse til Nordamerika med fleksible rejsetider“, siger Paul Gregorowitsch, Chief Commercial Officer hos airberlin.

Dagligt til Miami
Berlin – New York får en ekstra ugentlige afgang og Düsseldorf – New York får tre ekstra returflyvninger hver uge sammenlignet med sidste vinter. For ruterne fra Düsseldorf til både Miami og Fort Myers udvides tilbuddet med en ekstra ugentlig afgang.

I vinterflyveplanen tilbyder airberlin således for første gang hele året daglige flyafgange fra Düsseldorf til Miami og til New York – og om sommeren til New York op til to gange dagligt. Vinterflyveplanen træder i kraft 1. november 2013 og varer frem til 30. april 2014.

Fra 29. november agter Norwegian at flyve direkte fra København til Miami’s nabolufthavn Fort Lauderdale. Og en rute fra København til New Yorks Newark-rute med opstart i foråret 2014 er også annonceret.

airberlin flyver i alt til fem destinationer i USA: Chicago, Fort Myers, Los Angeles, Miami og New York. Fra alle airberlins destinationer i Nordamerika tilbydes i alt op til 59 ekstra destinationer med oneworld-partneren American Airlines som codeshare.