Et Airbus A330-300-fly fra airberlin. Foto: Arcturus

Airberlin-piloter straffes for usædvanligt farvel

Piloterne på et Airbus A330-fly fra airberlin valgte en utraditionel afsked med flyselskabet ved at flyve lavt hen over landingsbanen i Düsseldorf, og det har fået dem suspenderet.

Selv om man gør noget i en god hensigt, er det ikke altid, det falder godt ud.

Det må piloter fra det insolvente tyske flyselskab airberlin konstatere, efter de i mandags tog en ganske spektakulær afsked i forbindelse med den sidste langdistanceflyvning til den internationale lufthavn i Düsseldorf.

Et Airbus A330-fly ankommende fra Miami lagde an til landing i Düsseldorf, der er en af de to langdistancebase for airberlin. Indflyvningen gik uden problemer, men piloterne valgte alligevel at lave en såkaldt ‘go-around’, få øjeblikke før flyet satte hovedhjulene på asfalten. Det store fly steg igen, krængede hårdt til venstre og landede i anden omgang, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Piloter bliver trænet i et foretage go-around ved afbrudte landinger, hvor eksempelvis kraftig sidevind har været en afgørende faktor. Men mandagens hændelse var usædvanlig, da flyet ikke havde grund til at afbryde landingen, og det har fået tyske luftfartsmyndigheder til at undersøge sagen.

Airberlin-kaptajnen havde angiveligt bedt kontroltårnet om tilladelse til at lave et venstredrej, såfremt at det ville blive aktuelt med en go-around.

”Vi ønskede at lave en markering med et værdigt og følelsesmæssigt farvel,” har den unavngivne pilot, ifølge den tyske tv-station ZDF, udtalt om det spektakulære ‘fly-by’.

Meget alvorlig hændelse
Men den ellers sympatiske og gode hensigt fra piloterne faldt ikke i god jord hos deres flyselskab, der har suspenderet de pågældende piloter, selv om airberlin om kort tid ikke eksisterer længere.

”I luftfart kommer sikkerhed altid først. Vi tager hændelsen meget alvorligt,” lyder det fra en talsmand fra airberlin.

Nyhedsbureauet citerer en pilot fra et andet flyselskab for at sige, at man normalt kun foretager go-around af operationelle eller sikkerhedsmæssige grunde – for ikke at udgøre en unødvendig risiko i den respektive lufthavn.

På internettet kan man finde flere videoer af hændelsen, hvor en person fra kontroltårnet blandt andet høres udbryde ”vi er alle i ærefrygt”. Videoerne er angiveligt en del af undersøgelsen.

Airberlin gik i betalingsstandsning den 15. august, og Tysklands største flyselskab, Lufthansa, har underskrevet en aftale om at købe store dele af virksomheden. I slutningen af oktober lukker og slukker airberlin-brandet med flyselskabets sidste kort- og mellemdistanceflyvninger.

 

Relaterede artikler:

Airberlin: Uåbnet storlufthavn kan blive museum

A380-fly landede i tre forsøg

​Ulykkesfly landede i for kraftig vind

Lufthansa overtager 81 fly og 3.000 airberlin-ansatte

Nordiske konkurrenter glæder sig over airberlin-exit

x

Læs Også

EasyJet overtager op til 25 airberlin-fly

Sent fredag aften indgik easyJet en aftale om overtagelse af leasingaftaler på op til 25 Airbus A320-fly fra airberlin samt overtagelse af start- og landingstilladelser i Berlin-Tegel.

Airberlins sidste udkald

Fredag den 27. oktober 2017 blev der taget en vemodig afsked med airberlin, der i mere end 38 år har fløjet millioner af passagerer til og fra Tegel-lufthavnen i Berlin.

SAS opruster på Berlin-ruter

I kølvandet på airberlins kollaps indsætter SAS i vintertrafikprogrammet op imod 200 ekstra afgange på Berlin-ruterne fra København og Stockholm.

Lufthansa overtager 81 fly og 3.000 airberlin-ansatte

En del af kabalen omkring airberlin er faldet på plads med overgangen af datterselskaberne LGW og NIKI til Lufthansa-gruppen.

Eurowings overtager airberlin-ruter til København

Fra den 15. januar vil Lufthansa-datterselskabet Eurowings flyve fra Berlin og Düsseldorf til København på de ruter, som airberlin må opgive.

Nordiske konkurrenter glæder sig over airberlin-exit

Airberlins exit fra det transatlantiske marked kaster ekstra passagerer af sig og skaber nye muligheder for både SAS og Icelandair.