Foto: Jens Goerlich / Lufthansa

Airbus erkender risiko for forurenet kabineluft

En mere end tre år gammel intern Airbus-artikel giver sandsynligvis en del af svaret på de mange episoder med ubehagelige lugte, som har plaget især Lufthansas Airbus A320-flåde.

De senere år har kabinepersonale fra især Lufthansa ombord på særligt Airbus A320, A319 og A321 fly ofte rapporteret om ubehagelige lugte, som i visse tilfælde har gjort, at kabinepersonalet har fået det dårligt. I enkelte tilfælde har de sågar efterfølgende måttet en tur forbi et hospital.

Det har indtil nu været mere eller mindre en gåde hvad den ubehagelige lugt skyldtes. Nu har Aviation Herald gravet en mere end tre år gammel artikel frem, som sandsynligvis giver en del af forklaringen. Aviation Herald specialiserer sig i at viderebringe oplysninger om hændelser og ulykker i international luftfart.

Artiklen optræder i et internt Airbus-magasin og handler om hvordan flyenes såkaldte Environmental Control System kan risikere at sende de ubehagelige lugte rundt i kabinen. Systemet får ofte sin luft fra flyets såkaldte Auxillary Power Unit (APU). Hvis det system på den ene eller anden måde er beskidt, så sendes beskidt luft videre til Environmental Control Systemet.

”En ren APU betyder ren kabineluft,” skriver Airbus i artiklen.

Operatørens ansvar
Hos den franske flyproducent er man desuden ikke i tvivl om hvis ansvar det er at APU’en er ren og ikke sender beskidt luft videre.

”Det er operatørens ansvar at sikre, at deres fly og dets systemer bliver vedligeholdt ordentligt,” slår Airbus fast overfor tyske medier.

Det er dog ikke nok at holde øje med om APU’en er ren og hvad det er for en luft, der ryger videre. Environmental Control Systemet får også nogle gange sin luft fra motorerne eller fra en såkaldt ”Ground Power Unit”, der er APU’ens pendant på jorden. Der er derfor også en risiko for at Environmental Control Systemet bliver forurenet med beskidt luft fra en af de to kilder.

Hvis ikke flyselskaberne følger de krævede vedligeholdelsesprocedurer om også at rengøre ” Environmental Control System” efter en lækage af beskidt luft fra APU’en, motorerne eller GPU’en, så risikerer de nye ubehagelige lugte i kabinen på et senere tidspunkt, påpeger Airbus.

Aktivering af røgalarm
De mest almindelige indrapporteringer har handlet om kraftigt ubehagelige uidentificerbare lugte eller lugt af olie og i nogle tilfælde synlig røg samt aktivering af flyets røgalarm.

Ifølge Airbus, så kommer de lugte, som er forårsaget af olielækage fra APU’en, ofte lige efter start. De forsvinder igen når flyet når sin marchhøjde. Når det er på vej ned igen kommer lugtene tilbage.

Lugtgenerne kan også vise sig i forbindelse med deicing af flyet, påpeger Airbus. De indskærper derfor, at det er vigtigt, at APU’ens luftindsugning er slået fra mens flyet bliver sprøjtet med deicing-væske inden start. Først 3-4 minutter efter en deicing bør piloterne slå APU’en luftindsugning til igen.

Mindst 12 gange de sidste tre år har Lufthansa-kabinepersonale oplevet ubehagelige lugte ombord på fly i Airbus A320-serien. Personale hos andre flyselskaber og ombord på andre flytyper melder ofte også om ubehagelige lugte, men Lufthansa og Airbus A320-serien dominerer de senere års hændelser.

 

 

 

Relaterede artikler:

Problemer med dampe i Lufthansa-fly

Kabineansat havde acetone-rester i blodet

Tæt på at besvime under landing

Otte kabineansatte blev syge på Lufthansa-flyvning

Kabinelugt tvang Lufthansa-fly til landing i CPH