SAS A320neo (Foto: Airbus)

Airbus: Knap 27 nye fly i Norden hvert år

Den europæiske flyproducent Airbus forventer, at nordiske flyselskaber over de næste 20 år i gennemsnit vil aftage 26,8 nye fly om året i klassen over 100 sæder.

I sidste uge modtog Norwegian sit femte Boeing 737-800 fly i år og ni mere er på vej. Men hvis det står til Boeings europæiske konkurrent, Airbus, så vil nordiske flyselskaber hvert år i de næste 20 år i gennemsnit modtage 26,8 nye fly med mere end 100 sæder fra Boeing og Airbus.

I alt 536 nye fly regner Airbus med lander i de nordiske lufthavne mellem 2012 og 2031 til en samlet pris på 56,8 mia. dollars.

Og selv om det lyder som mange fly, så har Norwegian allerede bestilt i alt mere end 275 nye fly fra Airbus og Boeing til levering frem mod år 2020 og SAS får i 2016 de første af i alt 30 spritnye Airbus A320neo-fly. I Finland bliver Finnair første europæiske bruger af Airbus’ nye Airbus A350XWB, når de første af i alt 15 fly begynder at lande i Helsinki i 2015. Endelig har Icelandair netop underskrevet en aftale med Boeing om levering af 16 Boeing 737MAX. Dermed er de første over 330 fly allerede bestilt.

Widebody-fly til SAS
Airbus forventer, at 450 af de 536 fly vil være narrowbody-fly med en enkel midtergang, mens de resterende 86 vil være widebody-fly med to midtergange.

En lille del af de forventede mere end 500 fly bliver formentlig nye widebody-fly til SAS til erstatning for selskabets i alt 11 Airbus A340 og A330-fly, hvor de ældste er knap 13 år gamle nu. SAS fik sidste år en prøvetur i Boeings 787 Dreamliner, da flyet besøgte Oslo og den kommende Dreamliner-kunde, SAS’ ærkerival Norwegian. Men hos hverken Airbus eller SAS vil man sige noget om hvorvidt SAS allerede nu følger med i udviklingen af Airbus A350XWB, der forventer at gå i luften første gang omkring sommertid i år og blive leveret til den første kunde, Qatar Airways, næste år.

Airbus’ regnedrenge har fundet frem til, at flytrafikken til og fra samt inden for Norden er steget med 78 procent de sidste 11 år. Størst har væksten været til og fra Mellemøsten med en stigning på 872 procent. Mindst vækst var der i det intranordiske marked, der kun er vokset med 14 procent fra 2002 til 2012,

I 20016 vil SAS modtage de første Airbus A320neo-fly. Foto: Airbus