- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airbus lancerer pilot-tiltag i Mexico

Den europæiske flyproducent Airbus har indgået samarbejde med en pilotskole i Mexico City om at uddanne piloter til den stigende efterspørgsel.

Airbus og Boeing har begge fremlagt deres vurderinger af, hvor mange piloter der bliver brug for inden for de næste 20 år. Mens Boeing taler om pilotmangel på op til 800.000 inklusiv helikopterpiloter, har Airbus senest lagt tal frem på 540.000 piloter fra Global Services Forecast.

Den store globale efterspørgsel på piloter har fået Airbus til at fokusere på andet end at producere fly. Den europæiske flyproducent har således senest lanceret et helt nyt ab initio Pilot Cadet Training Program, og lanceringspartner bliver i den forbindelse den mexicanske pilotskole Escuela de Aviacion Mexico (EAM).

Skolen ligger tæt på Airbus Mexico Training Center, og det nye træningsprogram fokuserer på at uddanne piloter helt fra start. Efter den indledende træning på flyveskolen vil eleverne kvalificere sig til Airbus’ mexicanske træningscenter for at blive A320-piloter.

Innovativ uddannelse
Airbus har taget initiativ til samarbejdet med den mexicanske pilotskole for at kunne hjælpe med kvalificerede piloter til flyselskaberne. Den europæiske flyproducent vil benytte sit EASA-baserede træningsprogram, der omtales som en innovativ, kvalitativ og omkostningseffektiv ab initio-uddannelse. En uddannelse, hvor piloterne bliver klædt på til den globale standard.

I uddannelsen indgår en fuld integreret ATPL-træning (Airline Transport Pilot License), og den samlede uddannelse tager afsæt i, at piloterne skal blive helt klar til at træde ind i et job. Piloter fra den mexicanske skole vil gennem uddannelsen få udviklet de centrale pilotkompetencer.

Pilotuddannelsen fra Escuela de Aviacion Mexico er tilgængelig for personer over 18 år, og man skal have bestået gymnasiet. Pilotkandidater skal gennemgå screeningstests online og på selve skolen før optagelse. Airbus forventer, at det første hold af pilotaspiranter begynder i januar 2019 med afsluttende eksamen i juli 2020.

Tredobling af træningsfaciliteter
Airbus har gennem mange år tilbudt pilottræning, og flyproducenten har i de senere år tredoblet træningsfaciliteterne verden over for bedre at kunne hjælpe sine kunder med at træne og opkvalificere de mange tusinde piloter.

Escuela de Aviacion Mexico er grundlagt i 1943, og skolen træner årligt cirka 200 pilotelever. EAM uddanner primært piloter til Mexicos største flyselskaber, og skolen har de største og mest moderne træningsfly i det mellemamerikanske land. De nyeste simulatorer inklusiv A320’eren er til rådighed for eleverne.

 

Relaterede artikler:

Pilotmangel nærmer sig en million

KLM-selskab træner piloter ved Ringkøbing Fjord

Dansk luftfart samlet til konference om pilotuddannelse

Vil ansætte 350 piloter og 1.600 i kabinen

Kinesiske flyselskaber jagter skandinaviske piloter