Airbus tager batteriproblemer med sindsro

Airbus’ A350-fly bruger samme type batteri, som mistænkes for at skabe problemer for Boeings Dreamlinere. Airbus ser dog ingen grund til at ændre A350’erens design.

Alle knap 50 Boeing 787 Dreamliner-fly, som opereres af flyselskaber over hele verden, havde torsdag fået flyveforbud efter halvanden uge med en stribe af problemer med flyet. Da flyet er bygget i USA og de mest alvorlige hændelser fandt sted på japanske fly i USA og Japan, er det de to landes luftfartsmyndigheder, der leder undersøgelsen af problemerne. Og fokus er først og fremmest på flyets litium-ion batterier.

Stimen af Dreamliner-problemer startede mandag i sidste uge, da der udbrød brand i netop batteriet ombord på en Dreamliner fra Japan Airlines, da flyet holdt parkeret i Boston Logan lufthavnen. Og ”groundingen” af alle verdens Dreamliner-fly kom efter at et fly fra japanske ANA onsdag i denne uge måtte nødlande i Japan, fordi en computer registrerede røgudvikling fra flyets batterisystem.

Ingen grund til at ændre design
Boeing er ikke ene om at bruge litium-ion batterier i deres nyeste flytype. Også hos konkurrenten Airbus bruger man den type batterier i selskabets kommende Airbus A350XWB-fly, der skal tage kampen op mod netop Dreamlineren. Men indtil videre tager Airbus problemerne med batterierne med sindsro.

”Vi ser ingen grund til at ændre designet af de elektriske systemer ombord på A350’eren indtil vi ved mere,” sagde Airbus’ koncerndirektør, Fabrice Brégier, torsdag på et pressemøde i Airbus-hovedkontoret i Toulouse i Frankrig. Han forventede at Airbus A350XWB ville flyve første gang i midten af 2013.

De litium-ion batterier, som anvendes af Boeing er produceret af japanske GS Yuasa. Airbus-batterierne er til gengæld fra franske Saft. Batterier fra Saft bruges blandt andet også i kampflyet F-35 Joint Strike Fighter.

Boeing 787 Dreamliner-flyet er udstyret med to litium-batterier, som leverer strøm til at opstarte flyets såkaldte ”auxillary power units”, der leverer strøm til flyet, når det står på jorden. Det ene batteri er placeret under gulvet lige bag cockpittet, mens det andet batteri ligger bag vingerne.

Dreamlinerens litium-ion batteri vejer omkring 28,5 kilo og er på størrelse med en af de rullekufferter, som man må have med ind i kabinen.

Taget højde for
Litium-ion batterier har dobbelt så høj energitæthed som de cadmium-batterier, som normalt benyttes i passagerfly. Og litium-ion batterierne er kendt for at kunne bryde i brand ved overspænding. Men det er ifølge Teknisk Ukeblad en kendt problemstilling, som Boeing må forventes at have taget højde for ved designet af flyet.

Små litium-ion batterier har gennem mere end 20 år blandt andet kunne findes i bærbare computer. Større batterier installeres i disse år i ting som elbiler og altså også fly.

Billedtekst:
Batteriet, som brød i brand ombord på et Boeing 787 Dreamliner-fly fra Japan Airlines i Boston den 7. janur. Foto: NTSB