Alitalia har lukket ned på Milano-rute fra CPH

SAS lukkede den 28. oktober ruten fra København til Milano-Linate, og nu er Alitalia også fulgt efter. Tilbage vil være SAS, easyJet samt Ryanair, der skal kæmpe om passagererne til to Milano-lufthavne.

Konkurrencen på flyruterne mellem Københavns Lufthavn og de tre Milano-lufthavne er benhård. Siden Ryanairs entré i CPH er to ruter til den norditalienske storby blevet lukket ned.

SAS måtte efter 45 år lukke ruten fra København til Linate-lufthavnen den 25. oktober sidste år. Dog fortsatte SAS med at flyve til Malpensa-lufthavnen fra CPH.

Nu har Alitalia også valgt at trække sig fra Linate-ruten. Det italienske flyselskab vendte tilbage til ruten den 30. marts sidste år efter ikke at have befløjet ruten siden 2008. Her startede man op med tre ugentlige afgange, der blev øget til seks gange om ugen fra 1. maj.

Men konkurrencen fra især Ryanair og easyJet har tilsyneladende været for hård for Alitalia. Selskabet har for nylig ophørt beflyvningen af ruten, og det er planen at selskabet kortvarigt vender tilbage med en enkelt ugentlig afgang på lørdage i perioden fra 28. maj til den 10. september.

15.000 flysæder om ugen
Der er udsigt til endnu en sommer med hård priskonkurrence på ruterne til Milano.

Ryanair vil flyve to gange dagligt til Oria al Serio International Airport ved Bergamo. Der flyves med Boeing 737-800 fly med plads til 189 passagerer, hvorfor den ugentligt udbudte kapacitet bliver på 5.292 sæder.

SAS bliver næststørste operatør med to daglige afgange til Malpensa-lufthavnen. Det skandinaviske flyselskab benytter et mix af Airbus A321 med plads til 198 passagerer samt A320, der i SAS-versionen rummer 168 sæder. Dermed bliver der udbudt 5.124 flysæder om ugen.

Endelig vil easyJet med 156 sæders Airbus A319-fly betjene ruten fra København til Milano-Malpensa to gange dagligt. Det vil svare til 4.368 udbudte sæder per uge.

Sammen med Alitalias lørdagsafgang, der på A320-flyet har en kapacitet på 165 sæder i hver retning, vil der blive udbudt 15.114 sæder om ugen.

Det store sædeudbud kan allerede aflæses på billetpriserne. I juni måned er det muligt at købe en returbillet fra København til Milano med easyJet fra 325 kroner, mens Ryanair vil have 538 kroner for en returflyvning til Bergamo. Hos begge selskaber er der tillæg for bagage og sædevalg. I juni sælger SAS en returbillet til Milano-Malpensa fra 1.031 kroner inklusive bagage og frit sædevalg 22 timer før afgang.