Allegiant-fly tæt på at løbe tør for brændstof

Et amerikansk indenrigsfly fra Allegiant Air måtte true sig til at få lov lande i den lokale lufthavn i Fargo i North Dakota. Der var blot brændstof tilbage til mellem tre og fire minutters flyvning.

Der har i løbet af sommeren været flere sager omkring det amerikanske lavprisflyselskab Allegiant Air, der alene i juni og juli har foretaget tre sikkerhedslandinger i St. Pete – Clearwater International Airport.

Torsdag i sidste uge var den gal igen. Denne gang på en flyvning fra Las Vegas til Fargo´s Hector International Airport i North Dakota. Rutenummer 425 var under indflyvning til Fargo, da flyvelederen i tårnet meddelte, at lufthavnen var lukket, da US Navy Blue Angels skulle gennemføre træning før et stort forestående flyshow.

Det medførte en del kommunikation mellem piloterne og tårnledelsen, og til sidst kunne flyvelederne tilbyde en landingstid 20 minutter senere.

“Jeg har ikke 20 minutter,“ svarede piloten.

Tårnpersonalet foreslog i stedet en alternativ lufthavn omkring 70 miles nord for Fargo. Det fik piloten til til at udbryde følgende:

“Hør nu her – vi har “bingo fuel“ i løbet af tre til fire minutter, og jeg bliver nødt til at komme ind og lande flyet,“ lød det fra piloten, der herefter udsendte “mayday“ advarsel for at sikre sig en prioriteret landing.

“Bingo fuel“ er et udtryk fra luftvåbenet. Når dette udtryk benyttes, skal et jagerfly afslutte sin mission, og der er lige nøjagtige tilstrækkelig med brændstof til at komme sikkert tilbage på basen.

Dialogen mellem piloten og kontroltårnet i Fargo kan høres via dette link.

Undersøgelse undervejs
Sagen bliver nu efterforsket af de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA i samarbejde med den Fargo-Hector International Airport.

“Vi vil samarbejde med FAA og lufthavnen i forhold til at klarlægge den samlede kommunikation omkring denne flyvning og de omstændigheder, der førte til, at der måtte foretages en nødlanding,“ hed det efterfølgende i en erklæring fra flyselskabet.

Flyet var af typen MD83 og havde 144 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord. Med registreringen N410NV afslører det, at flyet har en fortid i Norden.

Flyet blev leveret til svenske Transwede Airlines i foråret 1993. Sidenhen kom det til Finnair og derfra videre til datterselskabet Nordic Airlink (FlyNordic), der blev overtaget af Norwegian i 2008. MD83-flyet blev blandt andet brugt ved opstarten af Norwegians danske ruter, inden det året efter blev sendt over Atlanten til Allegiant Airlines.