Alsie Express blev kåret som bedste indenrigsflyselskab ved Danish Travel Awards 2017 (Foto: Michael Stub)

Alsie Express bedst på indenrigs

Alsie Express delte øl ud til sine passagerer, efter at selskabet onsdag aften blev kåret til landets bedste indenrigsflyselskab ved Danish Travel Awards.

Passagererne på Alsie Express’ sene aftenflyver fra København til Sønderborg onsdag aften kl. 22 blev budt på en gratis øl, mens flyets kaptajn kunne fortælle, at selskabet kort for inden havde vundet prisen som årets indenrigsflyselskab ved dette års Danish Travel Awards.

Efter at have modtaget prisen på scenen i Cirkusbygningen i Københavns centrum, skyndte Alsie Express’ direktør, Lone Koch, sig nemlig at ringe til besætningen og fortælle dem nyheden, som også spredte sig som en steppebrand i det sønderjyske. Alsie Express har nemlig hjemme i Sønderborg og ruten til København er den eneste rute, som det lille selskab med de to sorte ATR 72-fly driver.

Det er første gang i selskabets fire år lange levetid, at Alsie Express kåres til at være Danmarks bedste indenrigsflyselskab. Sidste år og året før løb SAS med hæderen.

Skaber en feriestemning
Årets danske charterflyselskab blev Thomas Cook Airlines, som er “in house”-flyselskab for Spies-koncernen. Og det kom ikke bag på selskabets direktør.

“Vi kan også se det på de tilbagemeldinger vi får. Kunderne kan lide den service vi leverer. Ikke kun på grund af kabinepersonalet og at vi taler samme sprog som passagererne. Men også for hele konceptet. Den måde vi sammen med Spies helt fra starten skaber en feriestemning,” siger Per Knudsen, direktør for Thomas Cook Airlines Scandinavia, der har base i Københavns Lufthavn, men flyver fra lufthavne i hele Norden.

Sun-Air blev kåret som årets bedste europæiske flyselskab foran Atlantic Airways og Icelandair, og derfor var der naturligvis også stor glæde hos Billund-flyselskabet, der er franchise-partner for British Airways.

“Vi er rigtig stolte i Sun-Air over prisen, da vi arbejder hver dag med at lave ‘first class for everyone’, og det er jo rigtig dejligt når det lykkes. Det er kun muligt, fordi vi har dygtige kollegaer, som yder deres bedste hver dag,” forklarer kommerciel direktør Kristian Tvergaard.

Hjem til Skandinavien
Fjerde og sidste luftfartspris ved dette års Danish Travel Award var prisen for bedste oversøiske flyselskab. Den gik til Singapore Airlines, som i juli indsatte Boeing 777-300ER fly med fire første klasses-sæder på sin afgang mellem Singapore og København.

Og ifølge Singapore Airlines’ nordiske salgschef, så kan selskabet godt få første klasses-sæderne solgt.

”De bliver ofte solgt to-tre timer før afgang fra Singapore til passagerer, som bare skal hjem til Skandinavien,” forklarer Allan Hoffery, nordisk Sales & Communication Manager hos Singapore Airlines.

Flyselskabet vandt prisen foran Emirates Airlines og Thai Airways, der også var nomineret til prisen.

 

Relaterede artikler:

Alsie Express: Fire fly om tre år

Atter fremgang hos Alsie Express

DTA: I Danmark regerer SAS

SAS ryddede bordet

SAS og CPH løb med hædren

DAT bedst til lavpris og SAS bedst til indenrigs