(Foto: SAS)

Amerikansk SAS-rute fylder 50

SAS’ rute til den vind omsuste by, Chicago, har på onsdag 50 års jubilæum. Ruten trækker sine rødder helt tilbage til det højtbelagte smørrebrød på turistklasse og DC-8’erens storhedstid i SAS.

På onsdag, når rute SK943 letter fra København med kurs mod Chicago, er det ikke en hvilken som helst afgang. Det er nemlig præcist 50-året for SAS’ første flyvning til storbyen i midtvesten. Ruten blev etableret i en tid, hvor flere og flere ruter mellem Europa og USA blev etableret direkte i stedet for at gå via New York.

Den første flyvning mellem Chicago og København blev gennemført med SAS’ nye langrutefly, DC-8, som var sat i drift fire år forinden og havde gjort jetalderen til en realitet på selskabets langruter. DC-8-33 var indrettet med 136 sæder fordelt på to klasser, første- og turistklasse, og tro mod tidens ånd blev de rejsende bespist efter alle kunstens regler. Det vidner de gamle menukort om.

På førsteklasse blev der serveret et større tre retters traktement, bestående af kold, glaseret laks med russisksalat til forret. Denne blev efterfulgt af grillet filet mignon med rødvinssovs og smørstegte grønne bønner samt fyldt tomat, imens bayersk flødedessert tilsmagt med Grand Marnier udgjorde prikken over i’et inden kaffen.

På turistklasse blev der serveret højtbelagt smørrebrød, som på daværende tidspunkt var et sandt varemærke for SAS.

Fornemt besøg på første flyvning
Med på den allerførste flyvning fra Chicago til København var der 65 passagerer herunder en lang række æresgæster fra Chicago, der gjorde besøg i København for at fejre ruteåbningen. Flyet var SE-DBA, Rurik Viking, og kaptajn var nordmand Jens Müller. Flyet afgik den 2. april 1964 kl. 12:30 og fløj via Montreal i Canada.

Blandt de 65 passagerer var Chicagos borgmester, Richard J. Daley, guvernørerne fra Minnesota og Wisconsin, Karl Rolvaag og John W. Reynolds samt flere fremtrædende embedsmænd og medlemmer fra de skandinaviske kolonier i midtvesten.

Passagererne og æresgæsterne blev budt velkommen i København af en lang række fremtrædende personer fra både SAS, Københavns Lufthavn, Københavns Kommune, udenrigsministeriet og naturligvis den amerikanske ambassade.

Urban Hansen som indianerhøvding
Festlighederne varede i to dage, og for borgmester Richard J. Daley og guvernørerne bestod disse af en audiens hos Kong Frederik IX, rådhuspandekager på Københavns Rådhus samt besøg på brandstationen, politistationen, postgården, Tivoli og Carlsberg.

Som en gestus til København blev daværende overborgmester, Urban Hansen, udnævnt til indianerhøvding af indianer Joe Thundercloud, som var med på indvielsesflyvningen. Urban Hansen blev i den forbindelse tildelt en flot indianerfjerdragt.

Hele delegationen aflagde tilsvarende besøg i både Oslo og Stockholm for at knytte bånd og fremme eksporterhvervene.

Flere rejser videre
DC-8’eren blev brugt som fast flytype på Chicago-ruten frem til 1970, hvor betjeningen overgik til DC-10. I løbet af 1972 var også SAS’ nyerhvervede Boeing 747 gæst på ruten. Siden overgik betjeningen til Boeing 767, og fra 2003 blev SAS’ nuværende langdistancefly Airbus A330 og A340 sat i drift på ruten.

Hidtil var Chicago målet for langt de fleste rejsende, men i dag har dette ændret sig til, at blot 43 procent har Chicago som destination. For den typiske rejsende ændrede Chicago sig fra at være slutdestination til i højere grad at være stop på en videre rejse i midten af halvfemserne, hvor SAS begyndte at samarbejde med United Airlines og derved kunne tilbyde videre forbindelser.

I dag er de mest populære rejsemål videre fra Chicago, San Francisco, Los Angeles, Las Vegas, Orlando og San Diego.

55.758 kroner for en billet
SAS holdt fra april 1992 til marts 1995 en pause på ruten, hvor denne i stedet for blev fløjet i samarbejdede med Austrian Airlines, som fløj Wien – København – Chicago med delt kabinebesætning fra de to selskaber. Igennem 1980’erne blev ruten fløjet en gang ugentlig fra København via Oslo for at imødegå konkurrencen fra North West Orient Airlines, som fløj fra Stockholm og Oslo.

Siden 1991 har SAS ifølge egne statistikker fløjet næsten 13.500 gange frem og tilbage mellem København og Chicago, hvor ruten har haft godt 2,6 mio. rejsende. Antallet af rejsende har været meget stabilt på ruten, hvor 2005 var året med flest rejsende.

I dag kan man flyve til Chicago for mellem 4.499 og 21.749 kroner alt efter klasse. Det er et markant prisfald siden ruten blev åbnet. Her kostede en billet på førsteklasse ganske vist kun 6.207 norske kroner, men omregnet til nutidens danske kroner svarer dette til 55.758 kroner, og tilsvarende 18.388 danske kroner for en billet på turistklasse.

Foto: SAS